Berlin er en fantastisk by for både store og små. Her guider vi dig til de bedste, børnevenlige steder i den tyske hovedstad.

Tekst: Turen Går Til og Andrea Bak

DDR Museum

DDR Museum – All Over Press

DDR Museum

Vil du prøve at sidde i en Trabant? Se TV fra sofaen i en DDR-dagligstue? Genspille VM 1974 med østtysk bordfodbold? Det lille DDR Museum ved Spree har samlet ting fra den østtyske dagligdag, så man kan se, hvilket legetøj børnene havde, og hvilke aviser, der blev læst osv. i den ikke så fjerne fortid, hvor der var to Tysklande. For at hjælpe indlevelsen på vej er det tilladt at røre det meste af det udstillede, og her er skuffer, man kan åbne og fx se, hvad en østtysk skoletaske indeholdt. Har man fået lyst til at smage DDR og prøve de regionale egnsretter, kan man gå ind ved siden af, i DDR-Restaurant Domklause.

www.ddr-museum.de

Onkel Philipp’s Spielzeugwerkstatt

Legetøj på gulvet, på reoler og hængende fra loftet. Modelfly, dukker, bamser, jernbaner. Hvis yndlingslegetøjet er gået i stykker, så reparerer Onkel Philipp det. Men hvad mere interessant er, så kan man i det bugnende legetøjsværksted også se Berlins hidtil eneste museum for DDR-legetøj. Det er ikke stort, kun, hvad der kan være i et enkelt rum, og det hele ligger hulter til bulter. Det er lidt som at komme ind i DDR-julemandens pulterkammer, men selvom det meste af legetøjet kun er til at se på, kan enkelte ting købes. Henvend dig ved butikkens disk, hvis du gerne vil se museet; det kræver en lille omvej gennem kontoret.

www.onkel-philipp.de

Deutsches Technikmuseum Berlin

Deutsches Technikmuseum – All Over Press

Deutsches Technikmuseum

Originale tyske bombefly fra 2. Verdenskrig svæver oppe under loftet, og man forbavses over, at noget, der ligner en skrammet antikvitet, har kunnet sprede så megen ulykke. Men teknik har mange ansigter og mange tidsaldre, og det tyske teknikmuseums 14.000 m2 har hele den teknologiske æra repræsenteret. Lige fra gamle trykpresser over husholdningsmaskiner til computere. Her i den gamle godsbanegård er der også skibe, biler, lokomotiver, motorcykler, et trykkeri, en mølle, en smedje og et bryggeri. Snyd heller ikke dig selv for en gåtur i parken på det nedlagte banegårdsterræn, hvor den berlinske vegetation får lov at vokse vildt.

www.dtmb.de

AquaDom Berlin

AquaDom – All Over Press

AquaDom

Verdens største cylindriske akvarium finder I i lobbyen på SAS Radisson hotellet nær domkirken. Her svømmer over 1.500 tropiske fisk rundt i en million liter saltvand, og det er en dybt fascinerende oplevelse at køre igennem den enorme tank med elevatoren. Billetter købes i receptionen.

www.radissonblu.com

Konnopkes Imbiss Berlin

Konnopkes Imbiss – All Over Press

Konnopke’s Imbiss

Med eller uden tarm? Det kan berlinske pølseaficionadoer diskutere længe. Ved Kastanienallees

begyndelse ligger en klassiker inden for genren: Konnopke’s Imbiss. Den uglamourøse pølsebod har ligget her siden 1930, og har altså overlevet 2. Verdenskrig, den allierede belejring, dannelsen og opløsningen af DDR og Kastanienallees forvandling til de hippes hovedstrøg. Al den tid har man solgt Currywurst, en ægte berlinsk specialitet: skiveskåret pølse ohne Darm overhældt med karryketchup og serveret med et rundstykke, en Schrippe.

www.konnopke-imbiss.de

Monsieur Vuong

Mad fra Vietnam serveret æstetisk og i smarte omgivelser. Den lille restaurant er altid fyldt, og man kan ikke reservere bord. En del af oplevelsen er at gnubbe skuldre med de andre gæster. Maden er dog god og ikke dyr – ideelt når hele familien skal bespises – og så er både øl, vin og gode soft drinks og limonader til at skylle ned med. Et fotografi af en muskelsvulmende hr. Vuong som ung hænger på væggen og overvåger det hele.

www.monsieurvuong.de

I Duo Forni

Punket, anarkistisk, politisk pizzakollektiv. En travl folke-cantina med fremragende pizzaer. Leveret med italiensk coolnes og ventetid, men når pizzaen kommer, tilgiver man alt. Der er også andre retter fra det italienske folkekøkken som pasta og risotto. Om sommeren nydes maden på terasserne udenfor med udsigt til det pulserende liv på Schönhauser Allee.

foursquare.com

Cafe Anna Blume, KollwitzstraBe, Prenzlauer Berg, Berlin

Anna Blume – All Over Press

Café Anna Blume

I den rolige del af Kollwitzstrasse ligger den romantisk indrettede men samtidig også familievenlige Café Anna Blume med udendørsservering, et godt udvalg af indbydende kager, lette middagsretter og en populær brunch.

Das Spielzimmer

På dage med regn kan kaffetrængende forældre med fordel tage børnene med i Das Spielzimmer (legeværelset) som er en kombineret café og indendørs legeplads i Prenzlauerberg. Der er forskellige former for is, lækre kager, kaffe og baby latte til de små.

www.das-spielzimmer.net

Kauf Dich Glücklich, Oderberger Strafle, Prenzlauer Berg, Berlin

Kauf Dich Glücklich – All Over Press

Kauf Dich Glücklich

Sidegaden Oderberger Strasse fortjener en afstikker. Her er roligere end på storesøsteren Kastanienallee, og man føler virkelig, at man kunne være her en hel dag og bare lade tiden gå med at slentre rundt, kigge på butikker, drikke kaffe og spise is. Caféen Kauf dich Glücklich er leveringsdygtig i både kaffe, is og shopping – her sælges hjemmelavede smykker og andet nips, og skulle man blive forelsket i den stol, man sidder i, er den også til salg.

www.kaufdichgluecklich-shop.de

Mauerpark i Prenzlauer Berg, Berlin

Mauerpark loppemarked – All Over Press

Loppemarked i Mauerpark

For enden af Oderberger Strasse ligger Mauerpark, hvis loppemarked er et af de bedste – og største – i byen, og hver søndag er fodgængertrafikken hektisk her ved den krydsende Bernauer Strasse. Boderne ligger tæt, både private og professionelle. Her sælges alt fra smykker, plader og tøj til DDR-memorabilia og -møbler, design, fotografisk kunst, tegneserier og legetøj og det er tilladt at prutte om prisen. Ved indgangen ligger Mauersegler Biergarten, hvor man kan høre livemusik til en velskænket fadøl.

www.flohmarktimmauerpark.de

LPG Biomarkt supermarked i Prenzlauer Berg, Berlin

LPG Biomarkt – All Over Press

LPG Biomarkt

Europas største økologiske supermarked med alle tænkelige varer inkl. tøj, kosmetik og cafeteria. Her er også en separat bager, der har åbent alle ugens syv dage og så er der også mange lækre ting og sager til de mindste.

www.lpg-naturkost.de

KaDeWe

Magasin i Danmark kan ikke undgå at virke fattig og provinsiel i sammenligning med Kaufhaus des Westens. KaDeWe i Tauentzienstrasse, som ligger i forlængelse af Ku’damm, er Berlins mest luksuriøse stormagasin. Madafdelingen – som fylder hele 6. etage – får dagligt varer fløjet ind fra hele verden, fx frisk fisk og skaldyr, og man kan sidde og smage alskens lækkerier i små spiseområder fordelt på etagen. På de andre etager optræder alle de dyre mærker inden for tøj, køkkenudstyr, parfumer og alt det andet, et stormagasin skal have for både voksne og børn. KaDeWe solgte sine første varer i 1907, og siden da er det gået fremad, opad og videre – gulvarealet er på 60.000 m2, hvilket svarer til Olympiastadion plus fire fodboldbaner.

www.kadewe.de

Få flere tips

Find mange flere tips til din rejse til Tyskland lige her

About The Author

Andrea Bak

Redaktør på Where2Go. Jeg har det bedst, hvis jeg har minimum to rejser plottet ind i min kalender, for findes der noget bedre end at gå rundt om et hjørne eller opad trappen i en metrostation i en ny by og vide, at det, du ser om lidt, har du aldrig set før? Det synes jeg ikke. Rejser er for mig lig med oplevelser, og jeg holder især af storby- og kulturrejser, hvor jeg kommer hjem mættet af indtryk og med trætte fødder, der trænger til ferie. Mine yndlingsrejsemål er New York, Rom og Thy. Og Dublin og Edinburgh. Og Catalonien og Berlin. Og og og ...

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.