En yogaferie er en fantastisk mulighed for at træne dine yogaskills, forkæle dig selv og drikke uanede mængder urtete. Men inden du kan sætte dig til rette i vandkanten i lotusstilling, er der flere ting, du skal overveje; hvilken slags yogarejse vil du på, hvem skal med, hvad må det koste, og hvad skal du putte i kufferten? Vi har lavet den ultimative guide til dig, der drømmer om at tage på yogaferie. Hvem har vi talt med? Cecilie Bjørk er yogainstruktør med den højeste internationale certificeringsgrad inden for yoga, og underviser i Hatha, Vinyasa og hotyoga. Hun deler sin erfaring med WHERE2GO. Find ud af, hvad du er til Gør dig klart, hvad dit overordnede formål med rejsen er, og sammensæt en ferie, der passer til dig. Start med at spørge dig selv hvilken slags yoga rejse du vil på, for ja, der findes flere. Hvilken en, du er til, afhænger af, hvad du vil opnå med din tur. Handler det om at dyrke yogaen og dig selv, eller skal der også være tid til sightseeing og solbadning? Cecilie siger: Det er værd at undersøge, hvilken form for yogapraksis, du gerne vil bruge din ferie på. Vil du gerne lære mere om blid yoga, flow yoga eller måske prøve kræfter med en kombination? Og hvor meget fokus skal der være på mindfulness og meditation, hvis overhovedet nogen? Research på opholdenes beskrivelser og match dem i forhold til dine forventninger inden, du træffer dit valg. Find flere tip til din yogaferie her. Rex Features / All Over Press Hardcore eller luksus? Et yogaophold er ikke nødvendigvis lig med beskedne kår i et meget autentisk buddhistisk ashram – men måske er det lige netop det, du drømmer om? Mange moderne spahoteller tilbyder nu også yogaundervisning, så hvis det er selvforkælelse og luksus, du har i tankerne, er det den vej, du skal gå. Overvej også, hvor meget tid, du vil bruge på yoga, imens du er på ferie. Nogle yoga retreats tilbyder kun en times undervisning om dagen, imens andre afholder flere og supplerer med workshops og kurser. Cecilie siger: Destinationen er også vigtig. Er du til varme, er mulighederne mange; Goa i Indien og Ubud på Bali er klassiske rejsemål for yogier. Du kan også tage på yogaretreat på Island, hvilket er en helt særlig oplevelse midt i den smukke natur, og med de koldere temperaturer. For begyndere eller øvede? Du behøver ikke være yogaguru for at tage på yogaferie, for uanset hvilket niveau, du er på, og hvad du vil opnå med din rejse, findes der et yogaophold, der passer til dig. Yoga er ikke en konkurrencepræget sport, men det er helt naturligt at sammenligne sig med nabomåtten. Uanset hvilket ophold, du vælger, så prøv at holde fokus på din egen krop og læring. Hvis der er specifikke ting ved undervisningen, du er nervøs for, så tag kontakt til læreren gennem arrangøren på forhånd. Cecilies tip: Find ud af om det er muligt at ‘afprøve’ den primære yogalærer på rejsen hjemmefra, for på den måde bedre at kunne vurdere, om det er den undervisning, du vil have. Rex Features / All Over Press Hvad er på menuen? På flere yogaretreats er kosten en essentiel del af opholdet, og matcher en livstil med fokus på yoga. Især hvis retreatet er i den seriøse ende af skalaen, vil maden med stor sandsynlighed være vegetarisk eller vegansk. For vegetarer og veganere vil det være en lettelse at vide, at alt på menuen er tilladt, og for dig, der er nysgerrig på livsstilen, kan det være en inspirerende introduktion. Cecilie siger: Mange retreats serverer kun rawfood eller vegansk kost. På denne måde bliver ugen mere holistisk og helhedsorienteret, men vær opmærksom på, at den specielle kost ofte gør opholdet dyrere. Må man drikke alkohol? Nogle resorts tager det som en selvfølge, at der ikke nydes alkohol under opholdet – overhovedet, så hav det i mente, hvis en paraplydrink ved poolen indgår i din idé om et lækkert ophold, og spørg eventuelt arrangøren på forhånd. Rex Features / All Over Press Pris og budget Du kan som udgangspunkt gå ud fra, at opholdet inkluderer alt, undtagen fly, medmindre andet er oplyst. Det har den fordel, at du ved nøjagtigt, hvad din rejse kommer til at koste. Når du ikke skal bekymre dig om at overskride dit budget, har du nemmere ved at koncentrere dig om det, du er kommet for, nemlig yoga. Hvis budgettet er stramt, kan du formindske rejsens udgifter ved at vælge en forlænget weekend i stedet for en uge. I Europa findes masser af resorts og hoteller, som tilbyder yogaophold, så her er også mulighed for at spare på flybilletten. Vil du på yogaferie, men i tvivl om budgettet rækker? Fortvivl ikke! Der er masser, du kan gøre, for at komme billigere af sted. Læs vores guide til yogarejse på budget her. Hvem skal med? Mærk efter i dig selv, hvem du har lyst til at rejse med. I virkeligheden kommer det an på, hvad du vil have ud af turen. Er det noget, du gør for din egen skyld alene, eller er det en oplevelse, du gerne vil dele med andre? Yogaferie med børn – hot or not? Ofte kommer ferien til at handle om børnene, men en yogarejse med familien kan være en mulighed for også at få tid til dig selv. Flere steder, der har yoga på programmet, er målrettet familier, og tilbyder også underholdning og aktiviteter for børn. Vælg et af de mere familieorienterede resorts, hvor der er sørget for både mad og underholdning. Aftal på forhånd med din familie, hvilke dage du går til yogaundervisning, og hvor mange hold, du deltager på, så du kan koncentrere dig. Afsæt eventuelt en dag eller mere, som er kun til familien. En kæreste, ven eller veninde kan være både rejsepartner OG yogamakker! Corbis / All Over Press Venindeferie med yoga At tage på ferie sammen kan være styrkende for jeres venskab. I fællesskab får I nogle andre oplevelser sammen, som kan blive til gode minder. Yoga skal ikke nødvendigvis udøves alene, og mange yogaøvelser kan laves i par. Vær dog sikre på, at I får afstemt forventninger inden I bestiller rejsen, og er helt enige om, hvor meget af ferien, der skal handle om yoga. Kunsten at være alene Det kan virke grænseoverskridende at rejse solo, men du er ikke den eneste, der gør det. Det er faktisk rigtig populært at tage på yogarejser alene. Dyrk dig selv ved at tage alene af sted, og nyd oplevelsen med andre ligesindede, der ligesom dig har taget valget om at være selvstændig. Måske din ideelle rejsepartner i virkeligheden er dig selv? På The Guardians liste fra 2012, kan du se de ti bedste steder i verden for yogaophold, og drømme dig væk til hver enkelt. Pak perfekt til yogaferien Hvad kan du ikke undvære på din yogaferie? En måtte til vandkanten Som du nok kan forestille dig, går klæbrige gummimåtter og sand ikke godt i spænd, så hvis du vil undgå at dyrke yoga på sandpapir længe efter, du er kommet hjem, er det en god investering at finde en i naturlige materialer. Heldigvis er sand i forvejen blødt, så du kan med fordel vælge et yogatæppe: Økologisk yogatæppe, Yogaudstyr, 299 kr. Går rejsen til et sted uden strand, kan du medbringe en rejsemåtte, som er særligt let og kompakt: Rejsemåtte, Yogaudstyr, 179 kr. Bærbar velvære For ømme yogakroppe, der trænger til afspænding og forkælelse, er en massage en skøn afveksling fra træningen. Giv din krop lidt ekstra opmærksomhed, men vær forsigtig – medmindre du er uddannet massør, bør du starte blidt. Brug i stedet en massagebold, der gør lidt, men godt. Denne lille bold fylder ikke meget i bagagen, men gør en stor forskel for en træt krop: Massagebold, Casall, 100 kr. Lige-til-at-hoppe-i-slippers Med et program, der er spækket med aktiviteter, bliver du glad for et par lette sko, som er lige til at hoppe i og ud af igen. Når du pendler mellem hotel og strand er et par slip-ons sagen, så du ikke skal stå og kæmpe med snørebånd og sand i skoen. Til vandring, shopping, sightseeing og alt derimellem, er et par lette sneakers det, der holder dine fødder glade, og dermed også dig. Beskyttelse mod solen Dette kunne sagtens være et råd til enhver anden rejse, men solcreme er særligt vigtigt for dig, der dyrker yoga eller andre former for udendørs træning på din ferie. Timerne, du tilbringer under solen, er hårde mod din hud, så husk en høj faktor. Hvis du gerne vil være tro mod yogaens principper, når du smører dig ind, bør du undgå unødvendige kemikalier og vælge en økologisk og/eller allergivenlig solcreme: Økologisk solbeskyttelse SPF30, John Masters Organics, 359 kr. Parfume- og parabenefri sollotion SPF30, Derma, 99,95 kr. Tjek vejrudsigten Lige så vel som du pakker dit lette og løse tøj, når du rejser mod varmen, bør også dit træningstøj og yogatøj pakkes afhængigt af vejret. Hvis du skal dyrke yoga under en skyfri himmel, så vælg åndbart og svedtransporterende yogatøj, som du kan føle dig tilpas i. Husk, at der ikke er den samme dresscode på ferien, som herhjemme, så hvis du har mod på det, kan du nøjes med en sportsbh og shorts. I varmen kan du nøjes med shorts og en sportsbh – jo, du kan! Vælg en bh i åndbare materialer, som ingen ekstra syninger og detaljer har, der kan irritere huden: Sportsbh, Casall, 300 kr.