Portugals hovedstad er ikke alene smuk og stemningsfyldt, den er også spækket med spændende tilbud til dig, der elsker god mad og vin og at opleve en masse. Få de bedste tips til Lissabon her.

Tekst: Turen Går Til

Castelo de Sao Jorge , Lissabon

Castelo de Sao Jorge – All Over Press

OPLEV I LISSABON

Castelo de São Jorge

Castelo de São Jorge er Lissabons ældste bygningsværk, og den smukke borgruin har en majestætisk udsigt over byens pastelfarvede huse og Tejo-floden. Inden for borgmurene finder man maurerfæstningen Castelejo med sine 11 tårne og det arkæologiske museum Núcleo Museológico.

castelodesaojorge.pt

Vasco da Gamas grav i Mosteiro dos Jerónimos, Lissabon

Vasco da Gamas grav i Mosteiro dos Jerónimos – All Over Press

Mosteiro dos Jerónimos

Kvarteret Belém ligger ved flodbredden og er Lissabons historiske epicenter. Herfra stod Vasco da Gama til søs på sine opdagelsesrejser, og her lod kong Manuel 1. sine rigdomme blive til byggesten i det arkitektoniske mesterværk Mosteiro dos Jerónimos. Selve klostret omkranser en atriumgård, og hele komplekset er et formidabelt stykke arkitektur, hvor de tusindvis af sirlige detaljer bidrager til den smukke, harmoniske helhed. De manuelinske udsmykninger henter deres motiver fra havets og søfartens verden, men blander også stiltræk fra arabisk og indisk. Klosterkomplekset er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

mosteirojeronimos.pt

Praca do Comercio, Lissabon

Praca do Comercio – All Over Press

Praça do Comércio

Praça do Comércio er Lissabons fornemste plads. Fra pladsens sydside skvulper Tejo-floden mellem de to majestætiske søjler Cais das Colunas, og man forstår godt, hvorfor kong Manuel 1. i 1511 valgte at flytte sin royale residens fra Castelo de São Jorge og ned til flodbredden. Praça do Comércio er med sine 190 x 175 meter en af Europas største pladser, og den er samtidig mesterværket i Marquês de Pombals arkitektoniske byplan. Pladsen er omgivet af nyklassicistiske bygninger med lange, skyggefulde arkader, hvorfra der om søndagen afholdes et marked for forskelligt kunsthåndværk. På pladsen finder man chikke caféer, og i den østlige fløj både et øl- og et bymuseum.

Praça do Comércio

 

SPIS & DRIK I LISSABON

Gambrinus main Entrance kopi

Restaurant Gambrinus

Facaden er diskret, men indretningen emmer af klassisk herrestue med tunge lædermøbler, tykke gulvtæpper og rustikke træpaneler. Gambrinus er en af byens bedste fiskerestauranter, hvor de gigantiske atlanterhavshummere, lagosta do atlântico, er legendariske. Restauranten er samtidig en mondæn ølstue – cervejaria – hvor byens kendisser opvartes af stedets gråsprængte tjenere. Vinkortet er et slaraffenland for kendere, og bordbestilling er nødvendig. Der er dog ofte også mulighed for at indtage sin mad siddende i baren ved siden af byens toppolitikere og fallerede fodboldstjerner.

gambrinuslisboa.com

Clube de Fado, Lissabon

Clube de Fado – All Over Press

Clube de Fado

Clube de Fado er blevet favoritten blandt fado-restauranterne i Alfama. Restauranten ejes af den anerkendte guitarist Mário Pacheco, og hver aften vrimler det med berømte fado-sangere og nye talenter. Restauranten er ikke billig, men maden er glimrende, og det hele emmer af store følelser og ægte kærlighed til fado. Bestil et bord dagen før.

clube-de-fado.com

Restaurante Cocheira Alentejana

Grillet torsk i koriandersauce eller carne de porco à alentejana – velsmagende svinekød fra de agernguffende alentejo-svin stegt sammen med muslinger. På væggene hænger gamle sadler og slidt seletøj og vidner om, at dette er et klassisk landkøkken placeret lige midt i orkanens festøje. Restaurante Cocheira Alentejana er blandt Bairro Altos allerbedste restauranter.

www.cocheiraalentejana.pt

Cinco lounge

Stemningen er übercool her i dette læskende alkoholparadis med den engelske cocktailtroldmand Dave Palethorpe bag bardisken. Som tørstig gæst bydes man velkommen af et svimlende cocktailkort med over hundrede forskellige drinks, der rummer alt fra Singapore Sling over Milli Vanillis (hasselnødvanilje- mojitos) til ikke-alkoholiske mocktails. Bliver man for alvor indfanget af magien, tilbyder bartenderne også privatkurser i cocktailmikseriets berusende kunst.

www.cincolounge.com

Pavilhão Chinês

I 1900-tallet var her tehus, siden et luksusbordel – og i dag rummer de dybe lokaler et vidunderligt kitchmuseum og en fænomenal cocktailbar. Ring på klokken foran den røde dør, og vent på, at en velklædt tjener kommer trissende og lukker dig ind i dette surrealistiske scenario, hvor du halvt skræmt, halvt fascineret kan nippe til din cocktail, mens du lader blikket vandre omkring blandt de enorme mængder af gammelt legetøj og militært isenkram. Helt unikt og bizart underholdende.

www.barpavilhaochines.blogspot.dk

Café Nicola

En af Lissabons mest legendariske beværtninger er Café Nicola. Her lå hovedkvarteret for Napoleons besættelsestropper i 1800-tallet. Siden blev matriklen stamsted for byens kunstnere og digtere. I 1990’erne blev stedet renoveret, men stadig med et kærligt øje til art deco. Malerierne er fra 1935 og skabt af kunstneren Fernando Santos. Nicola er det bedste sted at indtage kaffen og samtidig nyde gadelivet på Rossio.

www.yelp.com

Hattebutikken Chapelaria Azevedo Rua, Lissabon

Chapelaria Azevedo Rua – All Over Press

SHOP I LISSABON

Chapelaria Azevedo Rua

Lisboetterne elsker hatte, og stikker man hovedet indenfor i den elegante hattebutik Chapelaria Azevedo Rua der ligger blot 100 meter fra restaurant Gambrinus, vil man opleve, hvordan kærligheden smitter. Her er bowlerhatte, stråhatte, klassiske sixpence i alle farver samt damehatte med slør og knejsende filtblomster. Det hele findes her fra gulv til loft i butikkens skinnende glasmontre. Chapelaria Azevedo Rua har siden 1886 serviceret borgere fra alle samfundslag.

azevedorua.com

Storytailors

Fra hver en krog møder blikket en fabelverden af tøj og beklædningsgenstande fra forskellige epoker i modehistorien, som her er sat sammen på nye og overraskende måder. Hos Storytailors bugner det med skarptskårne korsetter, brusende brudekjoler og skjorter med mønstre på indersiden, så de også kan anvendes på vrangen. Storytailors har indrettet sig i en gammel, højloftet 1700-tals-bygning i Chiado, og et besøg her er som at dumpe ned i hullet i Alice i Eventyrland. Bag brandet gemmer sig det kreative makkerpar João Branco og Luís Sanchez, som har høstet berømmelse verden over, og bl.a. en begejstret Madonna er at finde i fanskaren.

storytailors.pt

ViniPortugal

ViniPortugal er et paradis for såvel vinkendere som nysgerrige novicer. Efter initiativ fra Portugals landbrugsministerium kan man her prøvesmage vine fra Portugals 29 vinregioner. Det koster 0,50-2 € pr. smagsprøve (3,5 cl), og der er minimum 16 forskellige vine at gå i lag med. De aktuelle vine og en række engelsksprogede bøger om portugisisk vin sælges også – portvin er dog ikke på repertoiret.

viniportugal.pt

 LX Boutique Hotel, Lissabon

LX Boutique Hotel – All Over Press

BO I LISSABON

Internacional Design Hotel

Glem alt om håndmalede kakler, tunge mørkbejdsede træmøbler og poleret marmor. På det superæstetiske designerhotel Internacional har hver etage sit eget gennemførte designtema fra minimalistisk zen, over afrikansk mystik til overdådigt pop art-inspireret kitsch. Hotellet er huset over fire smukke etager med 55 værelser og ligger på hjørnet af Rua Augusta skråt over for den centrale, smukke og meget travle Rossio-plads.

idesignhotel.com

LX boutique hotel

LX er et nyt, moderne og stilfuldt indrettet boutique hotel, centralt beliggende tæt på floden, med luftige og lyse værelser og en fin service – herunder mulighed for børnepasning. De øverste værelser har udsigt direkte til himlen, og de fleste andre har front mod Tejo-floden.

lxboutiquehotel.pt

Tivoli Lisboa

Tivoli Lisboa er et af byens ypperligste hoteller, hvor man fra restauranten på tagterrassen har en fabelagtig udsigt over byens okkerfarvede tage. Det kan også anbefales at tage en svømmetur i hotellets udendørs swimmingpool, som er omgivet af en smuk have.

tivolihotels.com

 

FLERE TIPS!

Få en masse gode tips til ferien i Lissabon med børn lige her

About The Author

Andrea Bak

Redaktør på Where2Go. Jeg har det bedst, hvis jeg har minimum to rejser plottet ind i min kalender, for findes der noget bedre end at gå rundt om et hjørne eller opad trappen i en metrostation i en ny by og vide, at det, du ser om lidt, har du aldrig set før? Det synes jeg ikke. Rejser er for mig lig med oplevelser, og jeg holder især af storby- og kulturrejser, hvor jeg kommer hjem mættet af indtryk og med trætte fødder, der trænger til ferie. Mine yndlingsrejsemål er New York, Rom og Thy. Og Dublin og Edinburgh. Og Catalonien og Berlin. Og og og ...

Related Posts