Et ophold på et hotel målrettet et kvalitetsbevidst publikum er en oplevelse af de positive. Dét lige fra værelset med skandinaviske designermøbler til restauranten og fitness-faciliteterne. Rapport fra Gran Canaris største ferieby Playa del Inglés – og Spies’ allerførste bud på en rejsetrend i vækst: Børnefri hoteller.

Skrevet af:Hanne Høiberg  Redigeret af: Where2Go  

Nummer 10 er en gedigen, perlemorshvid bedstemorcykel med cykelkurv, tre gear og håndbremse. Den er min for i dag og det perfekte transportmiddel, når man har sat sig for at skulle på opdagelse i en by, der har form som en trekant med godt og vel to kilometer mellem sine yderpunkter. Ovenikøbet er den til låns, som en naturlig del af inventaret på hotellet.

Læs Rejs til Spanien: Det gode liv i Navaluenga

Jeg er i Playa del Inglés på Gran Canarias sydkyst, Atlanterhavsøens største og mest berømte/berygtede ferieby. Men her er faktisk både renere, pænere og roligere end ventet. Efter en gennemgribende makeover, netop for at forbedre et noget slidt image, fremstår byen i dag som en skønsom blanding af lave bungalow-bebyggelser og betonkolosser i alle former fra skotøjsæske og cylinder til fri arkitektfantasi.

Sunprime Atlantic View i den rolige del af Playa del Inglés

Der er altid fred og ro i poolområdet på Sunprime Atlantic View i den rolige del af Playa del Inglés. Vil man til stranden to kilometer væk, er det bare at hoppe på en af hotellets gratis strandbusser – Hanne Høiberg

Ikke alt lige kønt, men velplejet og holdt i hvide eller gyldne nuancer, mens gaderne, de mange rundkørsler og fodgængerpromenaden langs stranden flankeres af høje, svajende palmer. Man tager til Playa del Inglés for at holde ferie og slappe af, ikke for at møde det autentiske Spanien. Men det skader jo aldrig at udsøge sig de bedste oplevelser. Hvilket er præcis, hvad jeg har tænkt mig.

Restaurant El Salsete i San Fernando-bydelen

Det er ikke indretningen, der trækker i restaurant El Salsete i San Fernando-bydelen. Men det moderne kanariske køkken af topfriske råvarer er absolut værd at komme efter – Hanne Høiberg

Derfor bor jeg på Sunprime Atlantic View Suites & Spa, Spies’ eget hotel, målrettet voksne, hvilket er en af tidens store rejsetrends. Faktisk var netop dette hotel det første af de nu 12, Spies har åbnet i løbet af de seneste fem år. Som en oase i lyse farver og moderne, skandinavisk design ligger den store hvide bue af en bygning i den øvre del af Playa del Inglés. Men det kommer vi tilbage til.

Cykeltur byen rundt

Lige nu er jeg på vej på cykel ned ad hovedpulsåren, Avenida de Tiranja, der er ét langt mix af hoteller krydret med tyske Bierstuben, pizzariaer, svenske, norske, franske, mexicanske restauranter og et par Spar-supermarkeder. Det er herligt at cykle, selv om Playa del Inglés ikke kender til cykelstier. Til tider føler jeg mig som en meget blød trafikant, omend uden egentlig grund. For ligesom bilerne altid standser for fodgængere, tager de også hensyn til cyklister. Jeg drejer til venstre ad Avenida de Estadas Union – forbi det megastore Centro Commercia Yumbo. Om dagen shoppingcenter med alt fra smykker og parfume til T-shirts og billige lædervarer.

Læs Rejseguiden til Spanien

Om aftenen og natten forlystelsesmekka med omkring 40 restauranter, værtshuse og diskoteker for seksuelle orienteringer af enhver art. Jeg nøjes med en kigger og fortsætter forbi til turistkontoret ved siden af. I første omgang for at få et detaljeret bykort, i anden for at høre, hvilken restaurant de vil anbefale, når jeg gerne vil spise så lokalt som muligt. Næste stop er den 2,7 kilometer lange strand, hvis centrum er en samling barer, caféer, pizzarestauranter og souvenirshops, alle godt afskærmet. Hvilket giver god mening i dag, hvor det blæser kraftigt. Altså ikke noget med hverken haveller solbad. Ergo cykler jeg videre, nu mod de mere mondæne Playa de Maspalomas og Meloneras. Egentlig ligger feriebyen bare rundt om hjørnet på den halvø, der har Playa del Inglés mod øst, Maspalomas og Meloneras mod vest. Men der er altså ørkenen Dunas de Laspalomas imellem: Et fire km² stort bølgende landskab af gyldne klitter.

REJSE-FAKTA

Vejen hertil: Jeg rejste med Spies, der har to voksenhoteller på Gran Canaria: Sunprime Atlantic View i Playa del Inglés og Sunprime Riviera Beach i Playa del Cura. www.spies.dk

Flere fordele: Også de praktiske detaljer gør opholdet på et Sunprime-hotel til en oplevelse. Som f.eks. at man fra lufthavnen bliver bragt direkte til og fra hotellet, altså ingen omveje ad syv andre hoteller først. Ved afrejse kan man tjekke kufferten ind på hotellet og slippe for kø i lufthavnen.

Spis godt: El Salsete, Edificio Jovimar Bloque 1, Locales 4-5, San Fernando de Maspalmoas, www. elsalsete.com. Tag en taxa om aftenen, ellers er det umuligt at finde – og husk at bestille bord.

Bedste årstid: Selv om danskerne traditionelt betragter Gran Canaria som vinterdestination, er klimaet behageligt året rundt. På den tørre sydkyst skinner solen op mod 350 dage om året med september-januar som månederne med størst risiko for regnbyger. Turistinfo: Den lokale turisthjemmeside, www.turismodecanarias.com

Hotellet tilbyder motionstilbud

Det er ren luksus at kunne vælge og vrage mellem de mange motions-tilbud under vejledning af dygtige instruktører – tilbud, der i høj grad bliver brugt af hotellets gæster – Hanne Høiberg

Jeg cykler rundt om sandhavet og forbi den 18-hullers golfbane, der også er del af et moderne feriested. Efter et utal af rundkørsler når jeg frem til områdets pejlemærke, fyrtårnet Faro de Maspalomas, og en ny, velholdt verden af resorts i luksusklassen tilsat restauranter og chikke strand-lounges. Efter en kaffe og et stort glas friskpresset appelsinmango-juice kører jeg tilbage. Nu kalder frokosten.

Ægte spansk

El Salsete Restaurante gemmer sig i en smøge i periferien af San Fernando, eneste del af Playa del Inglés, der minder om en rigtig spansk by. Her bor de ansatte i turistindustrien, og her er både skole, kirke, indkøbscentre, offentligt svømmebassin og altså restauranten, man både skal kende og spørge om vej til for at finde. Klokken har passeret 14, da jeg træ- der indenfor. Ups. Med forgyldte metalstole, kombineret med rustikt træ og kunstige blomster, er det ikke indretningen, der trækker. Det gør maden, tilberedt på topfriske råvarer, det fornuftige prisniveau, den søde betjening og meget lokale atmosfære til gengæld. Et par timer senere er det en lise at træde ind i min egen store suite, indrettet enkelt og smagfuldt i hvidt med sand- og jordfarvede detaljer.

Nu trænger jeg bare til at slappe af. Varmen er for intens på min private balkon, så jeg tager en tyk, hvid frottebadekåbe på over bikinien, går ned til haveanlægget og finder en stol i halvskygge ved en af de tre swimmingpools. Der går ikke lang tid, før jeg halvslumrer til lyden af vindens raslen i palmekronerne, en bil, der kører forbi udenfor og lyden af svømmetag i poolen. Men ingen hvinende børn og skrigende babyer. Ingen plask og sprøjt fra badebolde.

Dagen er begyndt med en tur på løbebåndet i wellness- og sportsafdelingen efterfulgt af Sats Core, holdtræning med fokus på mave, ryg og skuldre. Det både udfordrer og gør godt. Man kan virkelig mærke, at instruktøren er uddannet i samarbejde med fitnesskæden SATS. I det hele taget er det stor luksus at kunne shoppe rundt mellem cross training og step. Strække igennem i en yoga-time eller grine under en halv times vandaerobic. Dét koster heller ikke ekstra.

Få alle de gode tips til Yoga på ferien.

Ligesom cyklen indgår træningen i pakken, når man køber sin rejse til et Sunprime Hotel. Også hotellets restaurant, Prime Kitchen, ligger klasser over de gængse restauranter på ferie-resorts. Selv om jeg ikke har bestilt All Inclusive, ender jeg med flere besøg. Og der er bestemt ikke noget at udsætte på hverken en forret med »Tapas Variadas« eller tunfilet med aioli (hvidløgsmayonnaise) og forårsløg. Hertil gode vine fra Gran Canaria valgt af vineksperten Arvid Rosengren, som bl.a. er ansvarlig for vinkortene på kø- benhavner-restauranter som Le Sommelier, Mash og Umami. Alt sammen detaljer, der også er væsentlige på en voksen-ferie

Fyrtårnet Faro de Maspalomas

Fyrtårnet Faro de Maspalomas markerer samtidig indgangen til det mere mondæne Meloneras med luksuriøse wellness-hoteller i fantasifuld arkitektur – Hanne Høiberg

Forbudt for børn

Trenden med hoteller kun for voksne har bredt sig til flere charterselskaber. Spies var først på markedet i 2007 og er stadig eneste selskab, som driver egne voksenhoteller. Andre selskaber tilbyder hoteller, som selv har en aldersgrænse. Hos Star Tour hedder de BlueCouple, hos Apollo Dou-hoteller og hos Falk Lauritsen Hoteller kun for voksne.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.