London er altid et besøg værd, især i selskab med en, der kender byen rigtig godt. WHERE2GO tog til London med stjernekokken Paul Cunningham, der kender byen ud og ind. Få alle hans tips her.

Spisesteder og Restauranter i London

Indisk på Gymkhana

“Gymkhana” er navnet på de sportsklubber, englænderne etablerede i Indien under kolonitiden, og restauranten har taget navn og indretningen efter det. Det er den eneste indiske restaurant i London med en Michelinstjerne, og de blander traditionelle, indiske retter med de britiske køkken på en meget spændende måde.

Paul Cunninghams anbefaling: “Du skal prøve deres berømte Biryani. Ikke kun fordi den er meget lækker, men også fordi der er megen schwung forbundet med det, når tjeneren bærer den hen til bordet og fjerner “låget” forsigtigt med en kniv. Prøv også deres vildsvine-vindaloo, og ikke mindst deres mange, fantastiske cocktails. Jeg har aldrig syntes om vin sammen med indisk mad, og deres cocktails er lige så spændende og fantasifulde som maden.”

www.gymkhanalondon.com

Indisk mad i london

Indisk Michelinmad i London – Credit: Paul Cunningham

Fisk på Outlaw’s at the Capital

Kokken Nathan Outlaw slår normalt sine folder i Cornwall i sydengland, men han står også bag restauranten i The Capital Hotel, som ligger ved siden af stormagasinet Harrod’s. Der er fokus på fisk og skaldyr, og på gode råvarer, tilberedt på en helt stilfærdig måde, som lader alle smagsnuancer komme til deres ret. Det er en meget smuk restaurant, der leder tankerne hen på tyvernes London.

Paul Cunninghams anbefaling: “Tag herhen og få en god frokost, og hvis du kan, så få et bord ved vinduet, så du kan kigge ud på de mange vanvittigt dyre biler, der bliver parkeret udenfor. Deres tre-retters frokostmenu koster kun 27 pund pr person, og det er virkelig billigt for et måltid tilberedt af en kok med to Michelinstjerner.”

www.outlaws.co.uk

Grisetæer på Koffmann’s

Pierre Koffmann er en legende indenfor fransk kogekunst, og hans restaurant i det fornemme The Berkeley Hotel er et besøg værd i sig selv bare for indretningen. Du kan med fordel nyde en cocktail før maden i den smukke bar, eller bagefter, hvis du hellere vil det.

Paul Cunninghams anbefaling: “Koffmann’s signaturret er ‘Pied de Cochon, Tante Claire’ –  grisetæer fyldt med brisler og morkler, og som serveres med kartoffelmos. Det er en meget ekstravagant ret, som smager sindssygt godt! Deres pistacie-soufflé er også meget berømt, men hvis du ikke har så sød en tand, er deres Tarte au Citron et bedre valg. Du får måske brug for en lur bagefter, men det er det hele værd.”

www.pierrekoffmann.co.uk

Treacle Tart på Lyle’s

Shoreditch er et af de nye, cool områder af London, og det er også her, du finder Jamie Olivers restaurant Fifteen, det hippe Shoreditch House og ikke mindst Lyle’s restaurant.

Paul Cunninghams anbefaling: “Det tager kun en halv time at køre til Shoreditch fra min mors hus i Essex. Sidste sommer var jeg på Lyle’s med min ældste søn, og han gad først ikke med ind og have frokost, men jeg fik ham alligevel overtalt. Jeg har et billede af ham, hvor han smager deres Treacle Tart med vaniljeis. Han vender næsten det hvide ud af øjnene, så godt smager det. Han er 16 år, og han slår mig ihjel, hvis jeg viser billedet til nogen, men det siger mere end tusind ord.”

www.lyleslondon.com

Få klassisk Engelsk mad I London

Full English Breakfast på The Wolseley

The Woleseley er et af de steder, som er så grandiost indrettet, at man bliver helt stum, og hvor man fint kan tilbringe en hel dag med at se på mennesker. De serverer mad hele dagen, men især deres morgenmad er værd at fremhæve.

Paul Cunninghams anbefaling: “Deres Full English Breakfast er suveræn. Man får æg, bacon, pølser, baked beans, stegte tomater, ristede champignon og black pudding, og så kan man klare sig gennem det meste af dagen uden at spise mere end en snack. Hvis du er eventyrlysten, er deres haggis med spejlæg af andeæg et godt valg.”

www.thewolseley.com

Få full english breakfast i London

The wolesley full english breakfast – Credit: Paul Cunningham

Fish’n chips på The Sea Shell

Måske Englands mest berømte ret, som er en himmerigsmundfuld, når den er lavet ordentligt, men en styg skuffelse, hvis den ikke er. The Sea Shell of Lisson Grove åbnede lige efter Første Verdenskrig, og har siden da sendt millioner af glade mennesker ud i Londons gader med maverne fulde af fish’n chips.

Paul Cunninghams anbefaling: “Jeg foretrækker en fast, hvid fisk som torsk eller kuller, og så masser af eddike på pomfritterne, mushy peas og tartare sauce til, og vigtigst af alt: ingen ketchup!”

www.seashellrestaurant.co.uk

Fish n chips i london

Fish ‘n’ Chips – Gallo Images/All Over Press

Afternoon Tea på The Ritz

Te er ikke bare te i England, og et besøg i London er ikke komplet uden en Afternoon Tea. Den fineste af slagsen fås på The Ritz, og der er så fint, at man ikke bliver lukket ind i jeans og sneakers. Det er meget populært, så det er en rigtig god idé at bestille bord i forvejen.

Paul Cunninghams anbefaling: “The Ritz har én Afternoon Tea, som man så kan supplere med et glas champagne, hvis man vil. Man får små ‘finger sandwiches’, nybagte scones med clotted cream og et udvalg af kage, altsammen serveret på en fin etagere som det sig hør og bør. Hvis du drikker sort te og bruger mælk, så husk at mælken skal i før teen!”

www.theritzlondon.com

Oplevelser og seværdigheder I London

The Imperial War Museum

Et kæmpe museum dedikeret til Englands omfattende krigshistorie. Her er gamle krigsfly, tøj, breve og tusind andre ting, som er meget spændende at kigge på.

www.iwm.org.uk

National Portrait Gallery

Et helt museum kun med portrætter af kendte og ukendte mennesker. Det er virkelig sjovt at gå rundt herinde, for man ser en masse, man kender, og en masse, man tror man kender, men som man alligevel ikke kender, når man kigger ordentligt efter.

www.npg.org.uk

Natural History Museum

For nylig så jeg “Paddington” med min yngste søn og blev mindet om, hvor fedt et museum, det egentlig er. Der er en masse for både børn og voksne, og uanset hvad bliver man noget mundlam, når man står og kigger på de store dinosaurus-skeletter.

www.nhm.ac.uk

Serværdigheder i London: Natural History Museum

Natural History Museum har masser oplevelser for både børn og voksne – Alamy/All Over Press

Shopping I London

Books for Cooks

En boghandel kun med kogebøger, og hvor de har en lille café bagerst i lokalet. Min forrige bog “Paulfood” blev udstillet i vinduet, da den udkom på engelsk, og det var et stort øjeblik i mit liv. Butikken ligger i Notting Hill, og hvis jeg ikke lige er i området, tager jeg i Waterstones på Piccadilly, hvor de også har en stor afdeling for kogebøger. For jeg er nødt til at shoppe kogebøger i London!

www.booksforcooks.com

Purdey

James Purdeys butik er sådan et sted, som kan få enhver til at ønske, at man tilhører den engelske adel. De laver rifler og geværer og tøj til jagt, og det er et fantastisk sted at gå og kigge. Hvis jeg en dag bliver godsejer, vil jeg købe alt mit tøj herinde.

www.purdey.com

Shop i london

Dette er et fantastisk sted at gå og kigge på rifler, geværer og tøj til jagt – Alamy/All Over Press

Burlington Arcade

Dette må være et af verdens smukkeste indkøbscentre, som går hele vejen fra Piccadilly til Savile Row. Det er ikke noget billigt sted at shoppe, men her er så smukt, at det er en tur værd i sig selv. Og et par macarons fra Laduree-butikken kan der altid blive plads til i budgettet og maven.

www.burlington-arcade.co.uk

Lock & Co. Hatters

Lock & Co. er verdens ældste hattebutik, og den har ligget hvor den gør nu i flere hundrede år. Det var dem, der opfandt bowlerhatten, og det var her Churchill, Chaplin og Gøg & Gokke købte deres bowlerhatte. Og hvis du ser tv-transmitteringer af royale begivenheder kan du være sikker på at de fleste af hattene, du ser, er lavet hos Lock. Det er næsten som at gå rundt i et museum, og det er meget svært ikke at blive fristet selv.

www.lockhatters.co.uk

Om Paul Cunningham

Paul Cunningham halvfemserne har han boet i Danmark med sin familie, og drev i mange år er født og opvokset i Essex og havde sit første job på Old Spitalfield’s Market i London. Siden midten af michelinrestauranten The Paul i Tivoli. I dag slår Paul sine folder på Henne Kirkeby Kro ved Vesterhavet, hvor han hver fredag laver fish’n chips til frokost, og hvor alle oste, der bliver serveret, kommer fra ostebutikken Neal’s Yard Dairy i London.

About The Author

Andrea Bak

Redaktør på Where2Go. Jeg har det bedst, hvis jeg har minimum to rejser plottet ind i min kalender, for findes der noget bedre end at gå rundt om et hjørne eller opad trappen i en metrostation i en ny by og vide, at det, du ser om lidt, har du aldrig set før? Det synes jeg ikke. Rejser er for mig lig med oplevelser, og jeg holder især af storby- og kulturrejser, hvor jeg kommer hjem mættet af indtryk og med trætte fødder, der trænger til ferie. Mine yndlingsrejsemål er New York, Rom og Thy. Og Dublin og Edinburgh. Og Catalonien og Berlin. Og og og ...

Related Posts