Når Louisa Lorang rejser med sin familie har de kun én regel; hver dag skal de spise noget, de aldrig før har smagt. Udover mad er leg og afslapning i fokus, når familien rejser til Singapore, Texas, Italien –eller til Vesterhavet

Skrevet af: Louise Taarnhøj Redigeret af: Where2Go

Hvor gik den seneste rejse hen?

Vi var på juleferie i Singapore i december. Jul i Singapore er meget anderledes end i Danmark. Jeg havde booket bord på en restaurant, der kun serverede desserter om eftermiddagen, og om aftenen spiste vi sushi og dansede om et lille stearinlys. I Singapore er der tradition for at gå ud at spise brunch eller frokost den 25., og vi spiste i en gammel, nedlagt stemningsfuld kirke.

Ferie efter maden

Louise Taarnhøj

Hvad var den største oplevelse?

Hawker markets, som er store madmarkeder med talrige boder med mad fra hele asien. Det var hele familien vilde med. Alle kunne få lige præcis den ret, de havde allermest lyst til, for man kunne få alt! De fleste markeder har nemlig alt fra thai, koreansk, indisk, vietnamesisk, kinesisk, malaysisk og meget mere.

Ferie efter maden

Lokale oplevelser – Louisa Lorang

Hvad er det bedste måltid, du har fået på en rejse?

Det er rigtig svært at vælge, men sidst sommer stod jeg på en østerspram i den mexicanske golf i Texas og spiste friske østers fra havet. Det er tit de mere specielle oplevelser, man husker, selvom en tur på en Michelin-restaurant selvfølgelig også er skønt. En anden dejlig oplevelse var, da min mand og jeg fandt en lidt hemmelig restaurant på en rejse til Italien. Vi var uden børn og sad bare en hel eftermiddag og nød pasta med smør og trøffel og drak os fulde.

østers skal opleves

Prøv østers på din ferie – Louisa Lorang

Hvad er dine yndlings-rejsemål?

Både min mand og jeg har tilknytning til Texas – jeg har boet der som udvekslingsstudent, og min mands søster bor der. Derfor rejser vi tit hertil, og vi elsker det! Til april udgiver jeg en bog om Texasmad, der blandt andet tager udgangspunkt i en 6-ugers rejse rundt i staten. Austin i Texas er især skøn, den er Texas’ ventil, hvor der er plads til alle typer. Og du kan få virkelig meget forskellig slags mad, alt fra taco og burgere til sushi og veganske retter. Højt og lavt. Jeg elsker, at det hele er lidt over-the-top.

Din ultimative drømmerejse?

Jeg vil rigtig gerne til Afrika, da jeg intet kender til kontinentet, ej heller deres køkken. Men en palmestrand i Mexico er heller ikke af vejen – eller en tur til Vesterhavet. Jeg bliver altid glad af at rejse, og ligegyldigt hvor jeg er, kan jeg glædes over nye oplevelser og indtryk. Den vigtigste grund til, at vi rejser, er at give slip og opleve noget andet – og så er man tvunget til at være sammen hele familien og slippe arbejde lidt.

Dine bedste tip til at rejse med børn?

Louise Taarnhøj

Louise Taarnhøj

Husk at slappe af. Nogle gange kan man få lagt et stramt program, hvor man skal nå det hele på den halve tid. Men der skal også være plads til bare at hænge ud på en legeplads i flere timer. Et andet godt tip er at spise fint om eftermiddagen, hvor restauranterne er mere afslappede. Så kan man spise let om aftenen, hvor børnene måske er lidt trætte. Vi har også en sjov regel om, at vi hver dag skal smage noget nyt – og det kan også være en pinlig pink Hello Kitty-is, som min datter vælger.

Hvor går næste rejse hen?

2014 var meget planlagt, men jeg venter mit tredje barn i starten af juli og for første gang har jeg ikke planlagt noget. Min mand synes, at vi skal prøve at være i København – det har vi aldrig prøvet en hel sommer.

About The Author

Related Posts