I flere år har jeg holdt sommerferie med børnebørn på højskole, men så fik vi lyst til en badeferie. Vi var to bedstemødre, der drog af sted med fem børnebørn i alderen fra fem til 16 år. Den ene med foden i forbinding.

Af Camilla Lindemann

Cecilie på fem balancerer ned til poolkanten med to glas cola. Hun siger henkastet:

– Jeg sagde bare til tjeneren: ”Two cokes, please”.

Man bliver hurtigt selvhjulpen, når man bor på et all-inclusive-hotel. Vi er landet et par dage tidligere på Kreta og bor nu på hotel Maleme Mare lidt uden for Chania. Vi er to bedstemødre med i alt fem børnebørn i alderen fra fem til 16. At det blev Kreta var en tilfældighed. Egentlig ville vi have været til Tyrkiet, men på grund af diverse misforståelser endte vi på Kreta, og det fortrød vi ikke.

Når man rejser med børn, er faciliteterne vigtigere end stedet. De voksne var forberedt på, at det ikke blev nogen kulturferie, men overvejende en pool-ferie. Vi advarede dog børnene om, at vi også skulle ud og se noget af øen.

Den første dag rekreerer alle sig i og ved poolen. Cecilie har været så uheldig at få en tredjegradsforbrænding under den ene fod, to dage før vi skal rejse. Foden er derfor pakket ind i steril forbinding, og mormor har fået strenge ordrer om, at den ikke må blive våd. Skulle uheldet være ude, har vi dog nye sterile forbindinger med.

Det går hurtigt op for mormor (mig), at det er en udfordring at have en femårig med på badeferie, når hun ikke må komme i poolen. De andre børn ser helst verden gennem dykkerbriller, mens Cecilie går rundt på bassinkanten og kommer med tilråb til de legende børn. Mormors hjerte er bristefærdigt. Temperaturen ligger omkring de 30 grader.

På udflugt

Dagen efter ankomsten tager vi på en udflugt med det dragende navn: ”Virkelighedens Kreta”.

– Vi skal besøge et nonnekloster, en bondemand, en antik landsby og en vingård, fortæller jeg begejstret ved middagen.

Børnene ser lidt opgivende ud. Ida på 11 siger:

– Kloster! Fedt mormor, det lyder spændende og sender øjne til Sofia på 16. Men af sted kommer vi med bus, og børnene opfører sig eksemplarisk. Brokker sig lidt over bjergkørsel, der sine steder kan give lidt køresyge, men ikke noget alvorligt.

De vandrer rundt og kigger på nonnerne i Chrysopigi-klosteret fra 1500-tallet. Det var tidligere et munkekloster, og navnet betyder da også det hellige patriarkalske kloster, men i 1976 blev det et nonnekloster. 40 nonner passer den tilstødende jord, og man kan købe deres produkter, olivenolie og honning, i en lille butik.

Vi kører videre op til en gård, hvor vi ser på oliemøllen, og vi besøger den antikke by Argryroupali, der tidligere hed Lappa eller Lambi (ligesom køkkenrullerne). Byen blev grundlagt i år 1400 f.Kr. I hele romertiden var det en blomstrende by, hvilket man kan se på ruiner og enkelte mosaikgulve, der stammer fra tiden. Nogle af husene, der findes i byen i dag, er opført af bygningsresterne fra antikkens tid.

Børnene er ikke så interesserede i guidens forklaringer om fortiden, der strækker sig længere tilbage, end mormødrene kan huske, men det gør indtryk, da vi skal ind i et lille kapel, og trinnet op til det er en barnekiste i marmor.

Lidt væk fra byen ligger de 10 kilder, der plasker vand ud over klipperne. Vi spiser græsk salat til lyden af rindende vand, der er så rent, at tjenerne tapper det i kander, som de sætter på bordet. Og så er det tid til at indtage et glas vin hos vinbonden Andreas Dourakis. Børnene leger frisør, mens de voksne smager på druesaften.

Pool og byliv

Da vi kommer tilbage til hotellet, farer børnene ned til poolen, og så får de to bedstemødre en lys idé. Et af børnene har en badering med, og vi binder to plasticposer forsvarligt om den sårede fods forbinding, og så kan Cecilie ligge og padle i ringen med den ene fod oppe i luften. Det fungerer godt. Cecilie kan være med i poolen og blive afkølet. Ferien er reddet.

De voksne prøver at få læst i deres bøger, men der skal også holdes øje med de badende børn, skiftes badetøj, hentes glemte sager på værelserne, monteres svømmevinger, og de børn, der efter timer i poolen kommer op med blå-violette læber, skal frotteres.

Vi ser småbørnsmødre- og fædre have travlt med de samme sysler, og de ser drømmende frem for sig, når de hører, at vi er taget af sted med vores børnebørn. Man kan se på deres blikke, at de vil hjem for at nævne det for deres mødre.

Da pool-livet bliver for ensformigt (for bedstemødrene), beordrer vi børnene i klipklapper, shorts og T-shirts, og så går vi ned til den lokale bus og kører ind til den nærmeste by, Platanias, der ligner de fleste små græske byer med mange bougainvilleaer, der blomstrer pink i vilden sky, mange souvenirbutikker, charmerende taverner med terrasser overdækkede af vinranker, hvor drueklaserne hænger tæt.

En anden dag tager vi bussen ind til Chania, som er Kretas hovedstad. Vi holder os i skyggen, og søger ned til havnen med de pittoreske lave huse i mange farver og de smalle gader. Vi spiser is og drikker kaffe på Starbucks, hvor de to ældste piger kan komme på nettet.

Varmen gør egentlig sightseeing umuligt, alle er småirritable, så vi hopper om bord i en båd med glasbund, så man kan se livet under vandet, mens vi sejler. Det er kun småfisk, der viser sig denne dag. Båden tager os ud til en lille ubeboet ø, som vi dog kun ser fra båden, men dem, der har mod og lyst, kan springe i vandet.

Tilbage i Chania spiser vi frokost på en af de mange caféer på havnefronten, og her er personalet, som på de fleste restauranter i Grækenland, meget børnevenlige. Ingen irritation over vægelsind, når der skal bestilles retter og drikkevarer, og som en ekstra bonus siger tjeneren, at der er gratis dessert til børnene.

Oplivet over den gode mad sætter vi kursen mod busstationen. På vejen konstaterer de to ældste piger, at der er udsalg i butikken Zara, så der går vi ind og shopper en halv times tid.

På vores sidste feriedag har vi meldt os til en bådtur. Efter en kort bustur stævner vi ud i Souda-bugten med et gammelt piratskib. Guiderne er klædt ud som pirater og aktiverer de yngste børn med lege, drabelige fægtekampe og jagten på det flotte piratflag, som Cecilie er så heldig at finde.

Vi ankrer op i en bugt, og en af guiderne går planken ud og hopper i vandet, og efter hende følger alle, der har lyst til en dukkert i det smukkeste azurblå vand. Senere bliver vi sat af i nogle timer og kan bade fra kysten. Cecilie har, efter at vi har tjekket hendes fod, fået lov at få forbindingen af og bade i havet med os andre.

Det er et stort øjeblik. Vi er lidt vemodige over, at vi skal hjem dagen efter.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.