Cork er Irlands næststørste by og et sandt mekka for dig, der holder af god mad, kultur og smukke naturoplevelser. Du finder det hele på den irske sydøstkyst.

Det skal du opleve i Cork

River Lee, der løber gennem Cork i Irland

River Lee i Cork -All Over Press

Sightseeing i kajak

En rigtig spændende og anderledes måde at opleve Cork på er fra en kajak. Byen er oprindeligt anlagt på 18 øer med en masse små kanaler imellem, men det er ikke længere synligt. Først når du kommer ned på floden Lee får du en fornemmelse af, hvor stor en rolle vandet har spillet i Corks historie.

atlanticseakayaking.com

Showet Inferno fra sidste års Cork Midsumer Festival vakte stor opsigt.

“Inferno” – Cork Midsumer Festival

Cork Midsummer Festival

En stadigt voksende festival dedikeret til kunst, teater, musik og dans. I år ligger festivallen fordelt over to weekender i juni (12.-14. og 19.-21.), og hvis du vil have garanti for god underholdning og god stemning, er det om at få købt en billet.

corkmidsummer.com

Smør-museet

Irsk smør er berømt i hele verden, og i Cork har de et helt museum dedikeret til den gule spise, der er Irlands største og vigtigste eksportvare. På museet får du hele historien om den gamle smør-børs, som var verdens største, og om Irlands stolte mejeritradition og landets bedst kendte smør-mærke, Kerrygold.

corkbutter.museum

 

Gode steder at bo i Cork

Baren i Imperial Hotel, Cork - PR

Baren i Imperial Hotel, Cork – PR

The Imperial Hotel

The Imperial Hotel har en lang og glorværdig historie som et af de fineste hoteller i byen, og kan blandt andet prale med at en lang række prominente gæster, som fx Charles Dickens, har boet der. Der er stadig et strejf af gamle dage, men med moderne luksus.

flynnhotels.com

 

Myrtleville Beach - All Over Press

Myrtleville Beach – All Over Press

Myrtleville House

20 kilometer fra Cork ligger den hyggelige, lille landsby Myrtleville. Her finder du Myrtleville House, som er et hyggeligt, gammelt Bed and Breakfast med masser af sjæl og charme. Det er Mark, der driver det, og han er meget inspireret af River Cottage, og der er masser af friske grønsager, bær, æg og honning på hylderne i køkkenet. Mark har flere forskellige værelser og en hyggelig, lille cottage, som han lejer ud via Airbnb.

airbnb.dk

Spis og drik i Cork

The English Market i Cork - All Over Press

The English Market i Cork – All Over Press

The English Market

Et af verdens ældste overdækkede markeder, der stammer helt tilbage fra 1788. Her finder du alt hvad hjertet begærer af frisk fisk, kød, grønsager, frugt, brød, kager og alverdens andre lækkerier. Du kan tage det med hjem og tilberede det, eller du kan spise din frokost ved disken hos udvalgte butikker. Kom sulten!

englishmarket.ie

Café Paradiso

En af Europas bedste vegetarrestauranter finder du i Cork. Den prisvindende kok Dennis Cotter tryller lækre og originale retter frem som fx madpandekager med majroer, blomkåls-risotto og pastinak-ravioli. Restauranten har desuden to hyggelige hotelværelser ovenpå, hvor du får serveret utrolig lækker og veltillavet morgenmad på værelset.

cafeparadiso.ie

Franciscan Well brewpub i Cork

The Franciscan Well Brewery i Cork – All Over Press

 

The Franciscan Well Brewery

Har man sagt Irland, må man nødvendigvis også sige pub og øl, og der er et væld af hyggelige, gode pubber i Cork. The Franciscan Well Brewery er bygget på resterne af et fransiskansk munkekkloster, og de brygger deres egne, meget gode øl, lige fra lyse hvedeøl over klassiske ales til møke stouts.

franciscanwellbrewery.com

 

 Mere Irland

Læs også WHERE2GOs guide til Dublin med mange flere tips til gode steder at spise, shoppe og ikke mindst drikke i Irlands hovedstad.

About The Author

Andrea Bak

Redaktør på Where2Go. Jeg har det bedst, hvis jeg har minimum to rejser plottet ind i min kalender, for findes der noget bedre end at gå rundt om et hjørne eller opad trappen i en metrostation i en ny by og vide, at det, du ser om lidt, har du aldrig set før? Det synes jeg ikke. Rejser er for mig lig med oplevelser, og jeg holder især af storby- og kulturrejser, hvor jeg kommer hjem mættet af indtryk og med trætte fødder, der trænger til ferie. Mine yndlingsrejsemål er New York, Rom og Thy. Og Dublin og Edinburgh. Og Catalonien og Berlin. Og og og ...

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.