Rejs rundt i THAILAND

(Naviger via kortet)

Thailand er eventyr, eksotisk mad, lange strande, badevand og solskin – det er et favoritrejsemål for mange, og det taler for sig selv. Her er nemt at rejse til, solsikkert, god mad og rart at være – især om vinteren, når Danmark er koldt og gråt.

I Thailand er der mange øer, som alle flittigt bruges af turister, og det er let at finde små, skønne ferieparadiser, som kan være en god base for en afslappende ferie med familien, for dem, der rejser alene eller for parrene.

I Thailand findes alle slags turister. Her er familier med børn, der vil have pools og ro. Her er par, der vil have cocktails og romantik. Her er unge, der vil bade og feste, og her er desværre også en del, der rejser til landet for at udnytte den sexturisme, som også er en stor del af landet.

Men det skal du ikke lade dig skræmme af – alt kan lade sig gøre i Thailand, og her kan du finde dit eget lille paradis.

OVERSIGT OVER VEJRET I THAILAND

Where2go.dk_TemperaturGraf_750x240px_thailand

FERIEVEJRET I THAILAND LIGE NU



BEDSTE TID AT REJSE TIL THAILAND

Thailand kan du rejse til året rundt – landet ligger i troperne, så det er altid varmt, og her er også en ret høj luftfugtighed.

Den nordlige og centrale del

Thailand

SIME / All Over Press

Som regel falder regnen i den nordlige del under sommermonsunen fra maj til oktober, i disse måneder kan det sagtens blive over 40 grader, og her er køligst i december og januar. Du kan godt besøge den del i regnperioden, men undgå eventuelt oktober og vintermånederne, da der kan blive koldt især i højlandet.

Den sydlige del
I den sydlige del er nedbøren mere jævnt fordelt over året, og her er vinteren også varmere. Det er også her, at mange rejsende tager til – især omkring Phuket og Krabi. En gennemsnitlig temperatur er på 25-26 grader året rundt.

Højsæsonen i Thailand er fra november til sidst i marts, hvor det generelt regner mindst. I nord er det bedst at rejse fra marts til maj eller juni og juli.

VÆRD AT VIDE OM THAILAND

Der er så mange fine oplevelser i Thailand og mange kulturforskelle, som gør et besøg interessant. De spiser eksempelvis ikke med kniv og gaffel, men med kniv og ske.

Kongen
Kongen i Thailand er meget hellig, og du skal derfor ikke tale grimt eller nedsættende om ham. Taber du eksempelvis en pengeseddel, som vinden tager, må du ikke træde på den for at fange den, fordi kongens ansigt er påtrykt papirlappen, du må samle den ærbødigt op med hånden. Nationalsangen spilles ofte og altid i biografer før filmens start.

Der hænger mange billeder af kongen rundt omkring på vægge og huse. Og husk igen, du skal ikke lave sjov med ham, tegne store øjenbryn på billedet eller andet fornærmende. Opfører du dig dumt, kan det komme til klammeri med ordensmagten, og dét har du ikke lyst til.

Bangkok

Bangkok er en verden for sig, og har du mulighed for det, så bør du besøge den imponerende storby – her er moderne, gammelt, luksuriøst og usselt i en stor pærevælling, og det er en blanding, som er fantastisk dragende.

Bangkok, Thailand

SIME / All Over Press

Elefanter
Der var engang mange elefanter i Thailand, som blev brugt som arbejdsdyr til praktisk arbejde. I dag er det sværere at finde på noget at bruge dem til, så bestanden er langt mindre end tidligere.

Rigtig mange af de elefanter, der er i landet, er tamme, og som turist kan du sagtens besøge dem og ride på dem. Det gør mange turister, men flere lader også være, fordi de synes, der er moralsk forkert – det er op til den enkelte selv at vurdere, hvad man synes.

Snorkling
I Thailand er der masser af smukke muligheder for at snorkle. De fleste steder kan du tage på arrangerede ture ud på vandet, hvor du kan snorkle, og mange steder kan du også gøre det ud for kysten.

Snorkling er en af grundene til, at mange rejser til Thailand. Du kan også dykke og tage certifikat i landet.

Thailand

Ardea / All Over Press

PRAKTISK INFORMATIONER

Rejs rundt i Thailand

Det er nemt og billigt at rejse rundt i Thailand – du kan finde billige indenrigsfly, rejse med tog eller bus i både luksuriøse og mere skrabede udgaver. Og skal du med båd, er det også ligetil.

Når du vil benytte et af transportmidlerne, skal du endelig spørge omkring dig på hoteller, hos selskaber eller andre, for folk vil som regel meget gerne hjælpe og er venlige.

Visum til Thailand

På en ferie til Thailand, der ikke varer mere end 30 dage, behøver du ikke at søge om visum, hvis altså du rejser fra Danmark. Kommer du fra et af nabolandene, som eksempelvis Cambodia, så kan der være regler om, at du kun må være i landet i 15 dage.

Dit pas skal være gyldigt i seks måneder inden indrejsedatoen.

Skal du på en længere ferie til Thailand, så skal du ansøge om turistvisum. På dette visum kan du opholde dig i landet længere tid, hvor du kun må holde ferie og ikke arbejde.

Vil du vide mere om visum, så kan du kigge på:
www.thai-consulate.dk
www.um.dk

Vaccine til Thailand

Det er nødvendig med visse forbehold, når du rejser til Thailand, og visse af dem er, at du skal tænke over dine vaccinationer.

Det anbefales, at du får vaccine mod Difteri, Hepatitis A, Gul feber, Stivkrampe, vær samtidig opmærksom på Malaria og Diaré

Læs hvordan du kan forebygge sygdom, når du rejser, her: where2go.dk/medicin-paa-rejsen/

Overnatning i Thailand
Priserne og standarden varierer i Thailand, og du kan både bestille hjemmefra, købe en pakkerejse eller tage til landet og finde noget dernede. En ting er sikkert, du finder altid noget at bo i.

SPIS GOD MAD I THAILAND

Maden er billig, god og spicy i Thailand. Den smager himmelsk, og du skal ikke lade dig skræmme at udseendet på spisestederne. De ser måske ikke altid hygiejniske ud, som du kunne ønske dig, men du må ikke snyde dig selv for fantastiske madoplevelser – og dem får man sjældent på fast food-kæder man vælger i frygt for bakterier.

Kast dig ud i det og spis der hvor du kan se, at de lokale går hen.

Thailand

Alamy / All Over Press

I det thailandske køkken sammensætter de fire til fem smage i samme ret, og det giver en god balance. De arbejder med smage der er krydret, sure, søde, salte og bitre.

Måltiderne består ofte af flere forskellige retter, som man deler imellem sig. Af traditionelt spise kan nævnes fisk, skaldyr, papaya-salat, ris- og nudelretter, kylling og retter med fiskesovs, som der bruges i rigtig meget mad.

BESØGTE TURISTMÅL I THAILAND

Hua Hin

Hua Hin er en meget velholdt og ren by uden åbenlys prostitution. Det er her, kongefamilien tager på ferie og opholder sig meget – det er byen meget stolt af, og derfor forsøger de at holde den fin og pæn.

Her er luksuriøse hoteller og dejlige strande blandet med smuk natur og eksotisk dyreliv. Det gør området til et populært rejsemål, og det er nemt at komme her til. Det ligger cirka tre-fire timers køretur syd for Bangkok, hvor du kan tage en flyver til.

Thailand

Alamy / All Over Press

Phuket
Mange turister rejser hvert år til Phuket, og det bærer øen præg af – her er alt, hvad du kan ønske dig som turist. Masser af muligheder for god mad, lange smukke strande, paradisøer og meget mere. Der er desværre også ting, du nok ikke er interesseret i.

Her er kvinder, mænd og sågar børn, der sælger sig selv, og her er et meget heftigt natteliv. Men er du ung, og skal du bare ud, opleve og feste, så er det er godt sted at rejse til. Og så kommer man ikke udenom, at her er smukt og varmt året rundt.

Khao Lak
Her får du natur og skønhed for alle pengene i nationalparkområdet, som ligger nord for Phuket på fastlandet. Her er rig mulighed for at vandre i junglen eller tage på dykke- og snorkleture ved blandt andet Similianøerne, der regnes for et af de bedste dykkersteder i verden.

Ved Khao Lak er der ikke et decideret kæmpe centrum med mange butikker og ballade, men her er fine spisesteder, boder, butikker og mange gode hoteller, som alt sammen indbyder til, at du nyder naturen og afslapning på stranden.

Vil du gerne til Khao Lak, kan du med fordel tage en flyver til Phuket lufthavn og tage en bus eller taxa derfra. Du kan tage til området året rundt, men i september-oktober kan det blæse meget, og der kan derfor være svære forhold for badning og dykning.

Krabi
Krabi er en provins, men der er plads til sjov og ballade, besøg for eksempel badebyen Ao Nang som er populær og af den mere farverige slags. Du finder Krabi på fastlandet øst for øen Phuket. Her er lange strandgader med et mylder af butikker, skræddere, restauranter og markedsboder.

Her er meget liv, og det er et godt rejsemål for familier, der ikke vil kede sig på rejsen, eller for folk, der gerne vil på en ferie, der har lidt af det hele: Gode strande, dejligt badevand, god mad og et herligt byliv.

Koh Samui
Er en af de største øer i Thailand, der ligger 700 kilometer syd for Bangkok og kun 35 kilometer udenfor byen Surat Thani. Den er en del af en øgruppe på 80 øer, og her kommer hvert år mange turister.

Her er dejlige strande, skøn natur og gode muligheder for sportsdykning. Du finder også et godt natteliv i Chaweng, hvor der er hyggelige caféer og musiksteder. Øen har i mange år haft ry for at være en hippie-ø, og det ses især på de mange helse, spa, yoga og meditationsmuligheder samt resorts, som du kan besøge eller bo på.

Koh Samui er også en yndet destination for en dejlig Yogaferie

Koh Chang
Her er et af de steder, der er mest uspoleret i Thailand, fordi turismen først er kommet hertil sent. Den er en del af en større øgruppe og kendt for at være rolig og afslappende. Koh Chang kaldes også for Elefantøen, fordi den er formet som et elefanthoved, og her er en vindunderlig frodighed, regnskov og atmosfære.

Her er kridhvide sandstrande, smuk natur, urskov og palmer. Og her er rigtig mange gode hoteller, der egner sig godt til dem, der gerne vil slappe af.

Alamy / All Over

Alamy / All Over

Koh Lanta
Her finder du en fredelig ø med gode stande, regnskov, restauranter og forlystelser cirka 70 kilometer ud for Phuket med båd eller fire timers kørsel derfra.

Her er der barer og natteliv, men ikke spredt over det hele, så der er også plads til afslapning og ro. Øen er meget populær blandt børnefamilier, da strandene er børnevenlige i nordvest og området mere råt mod syd.

Naturen er smuk og strandene fantastiske, så øen er en god mulighed, hvis du vil have lidt af det hele.

Phi Phi
Øerne er meget kendte og besøgte, og de er smukke med store kalkstensbjerge, klipper, huler og hvide sandstrande, der fører ud i krystalklart vand.

Phi Phi består af seks øer, og de ligger lige imellem Phuket og Krabi. Det gør øerne oplagt til et par dages besøg, hvis du ikke vil bruge hele ferien der.

Phi phi, Thailand

FAKTA

Geografi: Et kongedømme i Sydøstasien, der grænser op til Myanmar (Burma), Laos, Cambodja og ned til Malaysia.

Areal: 524.000km2

Største by: Bangkok

Valuta: Baht

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.