Vil du have oplevelser og velvære, så tag med på denne tur til Borneos nordvestlige hjørne.

Af Camilla Lindmann

Oppe over mit hoved hænger to orangutanger i et reb. De ser længe nysgerrigt på os mennesker, der står på platformen nedenunder og betragter dem. Men så beslutter de store aber, at de frugter, der er lagt ud til dem på en hylde i et af træerne, er mere interessante end turisterne, der klikker løs på deres kameraer.

Efter at have gumlet på frugterne bevæger orangutangerne sig igen ud på rebet og leger med hinanden, hænger i én arm, klør hinanden lidt hist og her.

Vi er ankommet til shangri-la’s Rasa Ria Resort. I forbindelse med hotelkomplekset har man indrettet et naturreservat for orangutangunger, der er fundet efterladte i junglen. Ofte fordi moderen er blevet dræbt af krybskytter. I resortet spiser og leger ungerne, tilsyneladende ligeglade med, at der hver dag kl. 10 og kl. 14 står op imod 70 mennesker og kigger på dem og kommer med jævnlige udbrud: ”Ihh og åhh og neej …”.

En orangutangunge bliver i naturen sammen med sin mor i syv-otte år, så der er mange færdigheder, ungerne skal lære, før de bliver sluppet ud i junglen igen. Vores guide fortæller, at reservatet har haft held med at få de udsatte unge orangutanger til at trives efter udsættelse.

Reservatet ligger ved byen Kota Kinabalu på Borneos nordvestlige hjørne. Vi ankom med motorbåd efter at have overnattet på øen Gaya, 20 minutters sejltur fra KK, som byen kaldes i daglig tale. Gaya landede vi på efter lang rejse fra Danmark. Modtagelsen var uovertruffen. Vi satte kufferten og blev straks vist over i hotellets spa. Er jeg mon kommet i Himmerige? tænkte jeg, mens min flytrætte jetlag-krop fandt sig til rette i den knirkende kurvestol foret med bløde puder.

Mine fødder blev plantet i et lille bassin med lunkent vand med det blødeste skum, og min massør, en smuk malaysisk kvinde med stærke hænder og store smil, skrubbede blidt mine ben med en blanding af salt, ingefær og peber. Jeg havde udsigt til regnskoven imens, lydtæppet var cikaderne, der indimellem lød som sirener. Efter fodbadet ventede 60 minutters massage. Jeg kæmpede for at holde mig vågen for at kunne nyde den totale forkælelse.

Næseaberne, der blev væk

Dagen efter smører vi os godt ind i solcreme faktor 30, for vi skal på jungletur. Men solen når kun glimtvis ned gennem de høje træer i regnskoven. Vores guide Justin har medbragt en lille grøn slange i et bur. Han har fanget den i sin have. Han vil sætte den ud, når vi er kommet længere ind i junglen. Vi går ad små stier for at nå op til et plateau, hvor vi, hvis vi er heldige, kan se næseaber. Jeg er spændt.

Har aldrig tidligere set en næseabe. Undervejs svinger Justin ivrigt med armeneog udpeger dyr og planter af særlig interesse:

”Her er den lokale Viagra,” bedyrer han og peger på en grøn plante, ”og her …” – han griber stolt noget, der ligner et stykke træ, men viser sig at være en forstening. Det er saften fra et træ, der efter to-tre hundrede år bliver hård som sten, på samme måde som rav, og man bruger også forsteningerne til smykker.

Vi ser en lizard(kæmpefirben) i et træ og en hun, som er ved at lægge æg på jorden. Vi hører aber, der skriger højt oppe i trækronerne, men vi ser dem ikke. Justin åbner lemmen til slangeburet, og slangen bugter sig ud og forsvinder i det tykke lag blade på skovbunden.

Det er varmt, rigtig varmt, 30-40 grader selv om klokken ikke er mere end 11, og luftfugtigheden er høj, vandet taprender af os, mens vi går opad mod abeplateauet, hvor vi kan hvile os lidt. Der er en sødlig lugt af blade, der er ved at gå i forrådnelse. Justin fraråder os at gå på jungletur alene. Han fortæller advarende om kinesere, der begav sig af sted på egen hånd og blev væk, fordi de gik uden for de afmærkede stier. De nåede dog tilbage til hotellet, før natten faldt på.

Justin forsøger at kalde på næseaberne med nogle hæse skrig, da vi når plateauet, men de gider ikke vise sig. De holder siesta. Så vi begynder nedturen. Vi skal videre fra livet i junglen til livet under vand. Vi trækker snorkelmaskerne på og hilser på stribede fisk og spændende koraller i det turkise vand, der er så lunkent, at det næsten ikke kan køle vore varme legemer. Vel oppe igen bliver vi modtaget med frisk frugt skåret ud i mundrette bidder, så vi ikke selv skal have besvær med at skrælle. Men kan lægge os til rette på solsengen under den cremefarvede parasol på den kridhvide strand.

Vi rejste med Singapore Airlines – www.singaporeairlines.com

Rejs til Borneo og red en Orangutang

Næseabe i Borneo – Alamy/ All Over Press

Leave a Reply

Your email address will not be published.