Filmferie i paris

Filmoplevelser er der nok af i Paris – SIME/All Over Press

Oplev filmens Paris! 

Du kender allerede smukke Paris fra de utallige film – fra de klassiske kærlighedsdramaer over komedierne til actionbragene.

Lad os guide dig til de kendte filmlocations i byernes by – og forestil dig selv være filmens hovedperson.

Af Malene Lundahl og Mimi Sørensen/redigering WHERE2GO

AMELIE FRA MONTMARTRE

Det ikoniske Paris

Husker du, da ”Amélie fra Montmartre” i 2001 betog hele verden med sin humor og sit farverige fantasiunivers? I højt beliggende Montmartre genfinder du den afslappede, hyggelige og meget parisiske stemning, som filmen blev så elsket for.

Gå i Amélies fodspor ad kærlighedens veje og vildveje.

Her skal du slentre og shoppe:

Genoplev Amélies Montmartre omkring Place des Abesses, hvor ungerne spiller fodbold, kæresteparrene krammer, og naboer mødes på den lokale til en kaffe eller et lille glas.

Kig også forbi Rue de Trois Frères eller Rue Véron, som har mange små gode butikker og caféer. Så bliver Montmartre ikke dejligere.

Her skal du spise:

Kig ind på Café des deux Moulins på Rue Lepic 15, hvor Amélie arbejdede i filmen – du vil kunne genkende hver en detalje.

Vil du gå linen fuldt ud, så bestil en creme brulé – desserten, Amélie elsker for den knasende sprøde karamelliserede overflade.

Rejs gennem filmens paris

Rejs som Amélie fra Montmartre – Alamy/All Over Press

BEFORE SUNSET:

Det romantiske Paris

Bliv forelsket (i Paris) som filmfigurerne Jesse og Céline i filmen ”Before sunset”, som går gennem Paris, mens de snakker og snakker og snakker

– om livet, parforhold og kærlighed.

Og som til sidst falder for hinanden (igen) 10 år efter deres første møde.

Gør som de to lovebirds, og hop på en bådtur på Seinen – helst i aftensolen, hvor Paris’ kirker og palæer står aller smukkest.

Her skal du slentre:

Start turen hos den berømte boghandel Shakespeare and Company, hvor franske Céline opsøger amerikanske Jessie, der er på bogturné i Europa.

Den gamle karismatiske boghandel har ligget på Rue de la Bûcherie 37 siden 1951 og er (bogstavelig talt) fyldt med brugte bøger fra gulv til loft. Her er noget for enhver smag, sprog og pengepung.

Gå videre langs Seinen, hvor der langs vandet findes reposer, hvor du kan gå i fred for trafikken. Find en af trapperne derned, tag en flaske, et par glas og din kæreste i hånden, og find et godt sted at sidde ved floden. Mere romantisk bliver det ikke.

Rue de la Bûcherie 37, www.shakespeareandcompany.com

Her skal du spise:

Gå i Jesse og Célines fodspor og tag et pitstop på Le Pure Café i det 11. arrondissement. Stilen er afslappet og hyggelig med comfort food og happy hour på champagne. Sid inde eller ude, efter hvad vejret tillader.

Rue Jean Macé 14, www.purecafe.fr

Shakespeare and Company boghandel i paris

Shakespeare and Company boghandlen er en sand fornøjelse for alle der elsker bøger – Alamy/All Over Press

MIDNIGHT IN PARIS

Den parisiske guldalder

Woody Allen forener i filmen ”Midnight in Paris” fra 2011 nutidens Paris med den historiske storby og dens vigtigste æraer.

Tidsrejser tager tilskuerne med til bl.a. 1890’ernes Belle Époque og 1920’ernes kulturkendisser som Hemingway, Josephine Baker og Cole Porter. Og så får tilskuerne en perlerække af Paris’ bedste locations serveret på skærmen.

Pont Alexandre III broen i Paris

Start din “Midtnight i Paris” fra Pont Alexandre III broen – SIME/All Over Press

Her skal du slentre:

Begynd turen på broen Pont Alexandre III, hvis enorme gadelamper og opsatser med gyldne figurer gør den til lidt af et spectacle. Broen optræder flere gange i ”Midnight in Paris” og har også været med i bl.a. James Bond-filmen ”A View to a Kill”.

Gå over Seinen og mod latinerkvarteret, hvor du kan snuse omkring i små butikker og gallerier. Kig forbi kirken St. Étienne du Mont i Rue de la Montagne Sainte-Geneviève, hvor hovedpersonen Gil første gang møder den mystiske bil, der tager ham med på en tidsrejse tilbage til fortidens Paris. Hvem ved – måske får du også chancen for en tur til Paris’ guldalder?

Her skal du se på kunst:

Følg i fodsporene på hovedpersonerne Gil og Inez og tag en tur blandt de store klassikere på Museé de L’Orangerie.

Her står mesterværker af bl.a. Cézanne, Monet og Renoir i kø. Glem ikke de tre smukke skulpturer af Rodin i museumshaven.

Jardin des Tuileries, www.musee-orangerie.fr

Her skal du spise:

Skal noget fejres, er Le Grand Véfour stedet at booke bord. Den tostjernede Michelin-restaurant, som optræder i ”Midnight in Paris”, er en tour de force i gastronomisk lækkerhed. Stilen er klassisk fransk, og det samme er lokalerne, hvor berømtheder som Napoleon, Victor Hugo og Jean Paul Sartre har dineret gennem tiderne. Signaturretterne er ravioli med gåselever og chokoladedessert med Guérande-salt.

Rue de Beaujolais 17, www.grand-vefour.com

Gourmetrejse til paris

Goumetmad i verdenklasse spise på Le Grand Véfour – Alamy/All Over Press

MOULIN ROUGE

Det dekadente, dansende Paris

Hvem blev ikke betaget af Baz Luhrmanns filmperle ”Moulin Rouge” fra 2001 om glæder og sorger i dansens Paris?

Den hurtige, hvirvlende, farverige stil med fuldt knald på musikken var yderst forførende – og ligeså var Nicole Kidman i hovedrolle som Satine.

Her skal du se show:

Invitér din bedre halvdel med til virkelighedens Moulin Rouge, som har forført og forkælet publikum siden 1889.

Det to timer lange show byder på det ene udstyrsstykke efter det andet: Fjerboaer, cancankjoler, bare balder og paillet-bh’er. Ja, faktisk også ret meget dans uden bh’er! Du kan spise på Moulin Rouge før showet eller ”nøjes” med dansen.

Boulevard de Clichy 82, www.moulinrouge.fr

Moulin Rouge Paris, Frankrig

Showet der frister og forføre – REX/All Over Press

Her skal du shoppe:

Vil du have en bid af Moulin Rouge-magien med hjem, så kig ind i ”møllens” egen butik på den hyggelige Rue Lepic.

Her finder du plakater, bøger, smykker, makeup – ja, selv iPhone-covere med Moulin Rouge-motiver.

Rue Lepic 11, www.moulinrougestore.com

Her skal du spise:

To minutter i stiletter fra Moulin Rouge ligger Restaurant Wepler, og det har den gjort siden 1892. Specialiteten er fisk og skaldyr, så gå amok i frisk fisk og østers (hvis du er til det). Betjeningen er beleven, og hvidvinen er dejligt kølig.

Place de Clichy 14, www.wepler.com

Oplev Moulin Rouge i paris

Farverige og forførende både inde og ude – REX/All Over Press

SEX AND THE CITY

Det glamourøse Paris

Vil du gå i Carries fodspor og hvine over Eiffeltårnet, må du til (Dior)lommen.

Som den kvalitetsbevidste fashionista hun er, vælger Carrie intet mindre end det bedste til sig selv. Og hvorfor ikke gøre hende kunsten efter?

Her skal du kigge på kunst:

Vil du gense museet, hvor Carries russiske kunstnerkæreste Aleksandr Petrovsky udstiller (og svigter Carrie), så kig forbi Jeu de Paume-galleriet på den berømte Concorde-plads. Museet, som ligger i de smukke Tuileries-haver, udstiller moderne kunst og fotokunst.

Place de la Concorde 1, www.jeudepaume.org

Jeu de Paume i paris, Frankrig

Jeu de Paume, Paris – REX/All Over Press

Her skal du shoppe:

Gå ad Paris’ mest dekadente shoppinggade Avenue Montaigne og fald i svime over alle de fantastiske butiksvinduer fra mærker som Gucci, Prada og Chanel – og Dior, hvor Carrie falder i en vandpyt og får spredt sin taskes indhold ud over hele butikkens gulv.

Priserne er ikke for pattebørn, men heldigvis er det jo gratis at ose.

Her skal du spise:

Tag et shopping-pitstop hos La Maison Blanche, som har en skøn tagterrasse med solskin og direkte udsigt til Eiffeltårnet. Menukortet er fyldt med low carb-fristelser, og om aftenen er der DJ’s, cocktails og et chikt klientel på 30+.

Avenue Montaigne 15, www.maison-blanche.fr

Her skal du slentre:

Der er ingen vej uden om en romantisk finale til Pont des Arts – broen over Seinen, hvor Big fortæller Carrie, at hun er the one.

Broen er de senere år blevet ”pyntet” med tusindvis af hængelåse, som elskende par har klikket på broens gitter som bevis på deres kærlighed. Dette ritual er dog blevet stoppet af de franske myndigheder, efter at et rækværk på broen tidligere på året kollapsede under vægten af de mange hængelåse.

Shopping i paris

Avenue Montaigne er gaden du skal forbi hvis du vil shoppe som pigerne i Sex and the city – Alamy/All Over Press

Leave a Reply

Your email address will not be published.