Den er ikke meget større end Bornholm. Men bystaten Singapore har så godt som alting samlet på et sted, i al fald hvis du er en livsnyder. Luksus-shops, top-restauranter og science fiction-arkitektur ligger tæt i den tropiske varme, men hvis du vil lidt dybere ind i Singapores sjæl, gælder det om at kende byens hemmeligheder. Vi viser vej til alle Singapores sider.

Tekst: Marie Carsten Pedersen

Læs også: 5 Gode Grunde Til at Rejse Til Singapore

Oplevelser og seværdigheder i Singapore

Singapore Zoo

Et must, hvis du kan lide dyr og har brug for et grønt pusterum. Den ligger en lille times kørsel uden for byens centrum, og den er blandt verdens tre bedste i zoologiske haver. Haven er kæmpestor og bygget som et kuperet regnskovslandskab, og der er alt fra elefanter til pandaer og søkøer. Men det er den store orangutangflok – der ikke er i bur! – som gør det allerstørste indtryk.

www.zoo.com.sg

Rejseguide til Singapore

Singapore Zoo er en perfekt seværdighed for hele familien – SIME/All Over Press

Peranakan-museet

Hvis du vil dybere ind i Singapores befolknings historie, så besøg det fine Peranakan-museum. Her

fortælles i en let, moderne form om den særlige singaporeanske blandingskultur, der er opstået fra bl.a. de kinesiske og malayiske indvandrere, og vises enestående antikke møbler, porcelæn og 100 år gamle dragter med pragtfuldt broderi.

www.peranakanmuseum.org.sg

Finansdistriktet

Det er svært ikke at lade sig overvælde af den vilde, moderne arkitektur langs Singapores havnefront og i finansdistriktet. Gå en tur langs vandet fra den spektakulære Marina Bay Sands-bygning og betragt de usædvanlige former og skinnende bygninger på op til 80 etager.

Den perfekte dag i Singapore

Start dagen i kvarteret Tiong Bahru. Det er ikke en turistmagnet, men de lokale elsker området. Her er en fantastisk blanding af nyt og gammelt, øst og vest. Begynd med en cappucino og en mandelcroissant hos Tiong Bahru Bakery, den fineste lille travle fransk-asiatiske café.

Fortsæt til Tiong Bahru Food Market, der ud over friske råvarer har køkkenudstyr, små gaver og andet godt og billigt. Herfra er du tæt på kvarterets hjerte som er et boligkvarter fra 50’erne, opført i europæisk, funktionalistisk stil med hvide facader og udvendige trapper – et meget usædvanligt syn midt i en asiatisk storby, og fascinerende at opleve.

Nærved ligger Yong Siak Street med en rækkesmå, hippe butikker, som ikke lader Berlin eller Paris noget tilbage, som boghandlen og marskandiseren Books Actually og boligbutikken Strangelets.

Tag en taxa herfra til PS Café på Dempsey Hill. Helt hemmelig er den ikke, men man føler, at man har fundet en ægte skat, når man sidder på caféens brede terrasse med udsigt over junglen og sipper en hjemmelavet lime-limonade, mens man venter på sin ’Green Goddess Pasta Penne’.

Cafe i Singapore

Tag et smut forbi PS Café på Dempsey Hill – Credit: PS harding-press

Det er blevet tid til lidt luksusshopping, eller i hvert fald kiggeri. Men ikke på Orchard Road som alle andre. Tag i stedet til byens flotteste shoppingcenter i Marina Bay Sands-bygningen på Singapores havnefront. Her er smuk, lys arkitektur, fantastisk betjening og en stjerneparade af brands. Tjek også om der er en spændende udstilling i det naturhistoriske museum, der er bygget som en kæmpe lotusblomst lige ved siden af centret.

Aftensmaden skal du vente på. Faktisk så længe som halvanden time! For det er en del af oplevelsen at stå i kø til et bord hos byens bedste dim sum-restaurant Tim Ho Wan i Paragon-centeret. Tro mig, der er en grund til at folk venter. Stemningen er i top, også i køen, og når du når frem, er det dit livs dim-sum-måltid, der venter. Bestil lidt af hvert, men snyd ikke dig selv for de sprøde barbeque porkboller Char Siew Ew. Du glemmer dem aldrig.

Mørket er faldet på, og tropenatten lukker sig om byen. Drøm dig tilbage i tiden med en Singapore Sling på det sted, hvor drinken blev opfundet: The Long Bar på det berømte kolonihotel Raffles, en ren tidslomme at bevæge sig ind i. Der er store vifter i loftet og peanutskaller på gulvet, og du føler dig lidt som en eventyrer fra dengang, der stadig var hvide pletter på verdenskortet.

Raffles Hotel Singapore

Raffles Hotel, en ren tidslomme at bevæge sig ind i – SIME/All Over Press

Hoteller i Singapore

Porcelain Hotel

Hotellet ligger i Chinatown og er i den gode ende af mellemklassen, smukt istandsat og en oplevelse i sig selv. Standartpriser starter ved ca. 800 kr. pr. nat, men man kan være heldig at få en god online deal med ca. 20% rabat.

www.porcelainhotel.com

Scarlet Hotel

Et hipt hotel i en meget flot gammel bygning med god beliggenhed og fine, moderne indretningsdetaljer og faciliteter.

www.thescarlethotels.com

Fullerton Hotel

Luksushotel, som ligger i en pragtfuld kolonitids-bygning, der engang husede Singapores hovedpostkontor. Det er cremefarvet luksus med søjler, palmer, skinnende messingbeslag og omhyggeligt indrettede luksusrum. Værelsespriser starter ved 1.500 kr. pr. nat og ender oppe i skyerne i hotellets 199 m2 præsidentsuite med eget flygel.

www.fullertonhotel.com

Leder du efter mere inspiration til Storbyferie i østen, så se vores Rejseguide til Malaysia

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.