Kongens Nytorv, København

Kongens Nytorv ved juletid – SIME/All Over Press

Start din Københavner-rejse her

Hvor skal du spise, sove og hvad skal du opleve i København?

”Turen går til” har samlet en række gode tips og råd til dig, der skal på tur til København.

Her skal du bo i København

Vi viser vej til tre af de mest interessante hoteller i byen netop nu.

Hotel D’Angleterre

D’Angleterre er ikke blot Københavns fornemste hotel, det er også et af de bedste og mest interessante i verden. Genåbnet i 2013 efter en milliardrenovering med smukt design og originale kunstværker på alle værelser, er det et af den slags hoteller, du ikke vil hjem fra.

De mest attraktive værelser ligger med front mod Kongens Nytorv, hvor udsigten er formidabel. Det syntes H.C. Andersen også. Han boede her af flere omgange og har siden fået opkaldt et værelse efter sig.

Dengang H.C. Andersen boede her, havde hotellet ikke den luksuriøse stråleglans, der omgærder det i dag, og den pompøse, hvide stukfacade kom først til i 1870’erne.

Se De Attraktioner du SKAL se på Din Rejse i København

Der er i øvrigt flere muligheder for at opleve hotellet uden at være overnattende gæst.

Få en snert af det søde liv i Balthazar Champagnebar rundt om hjørnet i Ny Østergade.

Spis på den fremragende Michelin-restaurant Marchal, som holder til ud mod Kongens Nytorv. Eller få en god gang massage, en manicure eller pedicure eller noget helt fjerde hos hotellets velværeambassadør Amazing Space, der desuden har sauna, dampbad og et meget smukt poolområde.

Find det her: Kongens Nytorv 34. www.dangleterre.dk.

Bo på Hotel D'Angleterre

Hotel D’Angleterre skaber stemning i julen – SIME/All Over Press

AXEL Hotel Guldsmeden

Et af Københavns mest interessante boutique-hoteller er centralt beliggende på Vesterbro og har en grøn og miljøvenlig profil med Guldsmedens egne økologiske badeprodukter, og en opfindsom økologisk morgenbuffet, der hæver sig langt over de fleste hotelbuffeter.

Alle 129 værelser og suiter er indrettede i balinesisk stil med ægte tæpper, trægulv og originale kunstværker på væggene – det føles som at træde ind i et smukt og personligt indrettet hjem.

Guldsmeden huser også en lækker spa med sauna, kolde og varme bade, et dampbad med æteriske olier samt et tilstødende meditations- og yoga-område. Også alle spa-produkterne er i øvrigt økologiske.

Guldsmeden har flere andre gode hoteller i København, herunder Babette der også er både mondænt og smukt beliggende ved Kastellet og Københavns gamle fæstningsring.

Find det her: Helgolandsgade 7-11, www.hotelguldsmeden.dk

Nimb Hotel

Nimbkomplekset holder til i en maurisk-inspireret bygning fra 1909 med overdækkede terrasser og en aura af 1001 nat. Indenfor er der dækket op over flere etager med restauranter, vinotek og Nimb Bar, som rangerer blandt de bedste i verden.

Her, under de majestætiske lysekroner og ved den knitrende pejs, kan du nyde både gode cocktails og vægmalerier af den danske kunstner Cathrine Raben Davidsen. Baren deler korridorer med boutique-hotellet Nimb, hvis værelser er udstyret med smukke antikviteter, B&O -udstyr og udsigt til forlystelseshaven.

Her er der i sandhed tale om luksus for alle pengene.

Find det her: Bernstorffsgade 5. www.nimb.dk

Hotel Nimb midt i Tivolis Have

Hotel Nimb midt i Tivolis Have – REX/All Over Press

Her skal du shoppe i København

Markedsstemning med delikatesser, kgl. Hofleverandører i en af byens ældste butikker og lækkert design og isenkram i en butik, der sælger Michelin-porcelæn.

Oplev København fra Toppen

Vi giver dig højdepunkterne til din shoppingturen i København,

Torvehallerne

Trænger madpakken eller frokostbordet til at blive piftet op med kronhjortesalami, bresaola med lakrids, frankofile delikatesser eller lokale råvarer fra danske gårde, så er der ingen vej uden om Torvehallerne.

Fødevarekomplekset, som er skabt af arkitekten Hans Peter Hagens i 2011, ligger smukt mellem de statelige bygninger ved den nyrenoverede Israels Plads og består af to haller med i alt godt 120 udbydere – slagtere, fiske- og ostehandlere koncentreret i den ene hal og grønthandlere, bagere og konditorfolk i den anden.

Kvaliteten er tårnhøj; her er mange fremragende tilbud, og det er nemt at blive lækkersulten undervejs. Heldigvis er der også smagsprøver og mulighed for at stille sulten og tørsten på en lang række spisesteder, der har til huse her.

Find det her: Frederiksborggade 21. www.torvehallernekbh.dk

Oplev de overdækkede torvehaller i København, lige ved Nørreport

Oplev de overdækkede Torvehaller lige ved Nørreport – Alamy/All Over Press

Perch’s Tehandel

Perch’s er kgl. Hofleverandør og en af Københavns ældste forretninger. Den åbnede i 1835, det år H.C. Andersen udgav sine første eventyrsamlinger.

Her er der mulighed for at få Darjeeling unlimited og alle mulige andre former for te samt nyde det originale interiør med grønt træværk i engelsk kolonistil.

Oven over forretningen ligger Perch’s Tea Room, hvor man under prismelysekroner, ved kinesiske lakborde og med udsigt til shoppinglivet i Kronprinsensgade kan drikke te og stille sulten i cucumber sandwiches, scones og lækre kager – et godt pitstop på shoppingturen og et must for Tante The og folk, der er glade for historisk patina.

Find den her: Kronprinsensgade 5. www.perchs.dk

Designbutikken H. Skjalm P.

I snart 60 år har H. Skjalm P. været en af byens førende forhandlere af god smag til stil- og kvalitetsbevidste københavnere.

Her er interiør, tekstiler, keramik og alverdens ting til køkkenet og spisestuen.

Find den her: Nikolaj Plads 9. www.hskjalmp.dk

Her skal du spise i København

København har i løbet af de seneste ti år forvandlet sig fra en gastronomisk udørk til en eftertragtet destination for madturister fra hele verden. Her er det muligt at prøve kræfter med nynordisk mad, spise på verdens bedste restaurant eller smage på kreative nyfortolkninger af smørrebrødet.

Restaurant Noma

To Michelin-stjerner og flere gange kåret som verdens bedste restaurant af det anerkendte Restaurant Magazine. Og ja, der er grund til at have tårnhøje forventninger til Noma, en forkortelse for nordisk mad.

Her er innovativ og kunstfærdig forarbejdning af de bedste og mest interessante råvarer fra Norden: Hestemuslinger fra Færøerne, vilde laks og tang fra Island, moskusokse fra Grønland, trøfler fra Gotland, urter og planter fra skove i Danmark. Og levende rejer og myrer.

I køkkenet skeles der til gamle tilberedningsmetoder og gastronomisk kulturarv, men man går samtidig forrest, når det gælder nye teknikker.

Det nordiske tema udfoldes også gennem indretningen, der er skabt af arkitektfirmaet Space cph, med organiske materialer som træ, sten og læder i gråsorte nuancer og stole pyntet med færøske lammeskind.

Ca. 20 serveringer fås for 1500 kr., vinmenu 1000 kr. Det er en god idé at bestille bord tre måneder i forvejen, men man kan også være heldig på dagen i tilfælde af afbud.

Find den her: Strandgade 93. www noma.dk

Spiseoplevelse på Noma, København

Spiseoplevelser i verdensklasse på Noma – REX/All Over Press

Restaurant Pluto

På Pluto, der har til huse i et råt lokale, køres der freestyle med inspiration fra Asien (f.eks. svinebryst i dampet bolle) og arven fra Frankrig er tydelig i form af qua paté de campagne, snegle og friterede croquettes med brisler, svineskank og foie gras.

Retterne serveres i delevenlige familiestørrelser – 12 retter fås for omkring 450 kr. til aften, mens der til frokost er otte retter for 375.

Find den her: Borgergade 16. www.restaurantpluto.dk

Frokost på Aamanns Restaurant

Prøv frokosten på Aamanns restaurant – Alamy/All Over Press

Aamanns smørrebrødsdeli

Tøndemodnede islandske sild med rødbede og peberrod serveret med æble- og peberrodscreme eller svinebryst braiseret med æblemost, honning og balsamico – alt sammen anrettet på frisk, hjemmebagt brød.

Aamanns laver nyfortolkninger af det danske smørrebrød, og også det lyse lokale signalerer alt andet end gammelt værtshus. Den danske nationalspise i ny, frisk indpakning med mulighed for at spise på stedet eller tage med til Søerne eller i Østre Anlæg rundt om hjørnet.

Find den her: Øster Farimagsgade 10. www.aamanns.dk

Det skal du opleve i København

Fra kongelige residenser og kulturarv til spændende byudviklingsprojekter og festlige matrikler.

 

Vi viser vej til tre områder i København, der er mættet af kultur og Danmarkshistorie, men som samtidig bruges aktivt af københavnerne.

Slotsholmen

Slotsholmen er Københavns og hele landets historiske centrum, og i mere end 800 år har området været base for den danske regeringsmagt.

Det var her, kongerne boede indtil 1794, og det er her, Folketinget ligger i dag.

Læs Slotsguide Til København og Omegn

Midt i dette museumsmiljø, der tegner billedet af kongeriget i går, træffes landets vigtigste beslutninger for landet i morgen.

På et afgrænset område kan man se nogle af Københavns fineste bygningsværker, herunder Thorvaldsens Museum, Christiansborg slot, Den sorte diamant og Børsen – Christian 4.s renæssanceværk fra 1640.

Slotsholmen er forbundet med Højbro Plads via Højbro (som pladsen er opkaldt efter) – en flot støbejernsbro skabt af Vilhelm Dahlerup i 1878. Den store statue af Københavns grundlægger Absalon skuer over mod Slotsholmen, hvor han lagde grundstenen til Danmarks hovedstad i 1167.

Oplev Christianborg slot i centrum af København

Se Christianborg slot i centrum af København – CORBIS/All Over Press

Frederiksstaden

Frederiksstaden er den bydel i København, hvor overklassen og Danmarks Kongehus holder til. Bydelen har siden anlæggelsen i 1749 været centrum for den absolutte overklasse.

For lidt mere end 250 år siden var det en kongelig have og et ubeboet sumpområde. Den enevældige Frederik 5. bad Nicolai Eigtved om at skabe et nyt kvarter efter en samlet plan. Han kvitterede ved i løbet af ganske få år at skabe arkitektur i verdensklasse.

Foruden et besøg på Amalienborg slotsplads, er det værd at se og opleve Skuespilhuset på Kvæsthusbroen, Marmorkirken, der er den en af de smukkeste og mest opulente kirkebygninger i Danmark samt Medicinsk Museion i Bredgade.

Her kan man se fostre, som i dag kunne være pensionsmodne, og proteser, der har siddet på for længst afdøde medborgere. Men også lægejournaler medrædselsvækkende sygdomsforløb, der kan få én til at prise sig lykkelig over at være født i den sidste halvdel af det 20. århundrede.

Find den her: Frederiksstaden afgrænses af Bredgade, Skt. Annæ Plads, Toldbodgade og Esplanaden.

Den hvide kødby

Slagtehaller, der omdannes til natklubber, leverpostejsfabrikker, der bliver til tapasbarer, fryserum, der forvandles til gallerier og slagterbodegaer, der genopstår som barer.

Den hvide Kødby på Vesterbro er blevet hele Københavns nye festzone, men det er også et godt sted at søge hen, hvis du vil spise godt, se street art, fotokunst, moderne nutidskunst eller udstillinger med f.eks. Per Kirkeby. De fleste ting foregår på og omkring de fredede industribygninger ved Flæsketorvet. Her er mest liv om aftenen fra onsdag til lørdag.

Oplev de gamle slagterhuse i kødbyen, som nu fungere som restauranter og Bare

Oplev de gamle slagterhuse i kødbyen – Alamy/all Over Press

Med børn i København

Teater i børnehøjde, sjove og spændende eksperimenter for de mindste naturvidenskabsmænd og adrenalinmættede rutsjebaneture i en af verdens ældste forlystelsesparker.

Der er mange gode oplevelser for børn i København.

Zangenbergs teater

Reaktionerne er filterløse, og latteren kommer helt nede fra bunden af maven, der formentlig er propfuld af fødselsdagslagkage og sodavandsis. Zangenbergs Teater er af forståelige årsager et populært stop, når der er noget at fejre i blå stue eller 2. B.

Zangenbergs Teater er et børne- og familieteater med 33 års erfaring i at producere vedkommende, underholdende og eventyrligt drama på et højt niveau – og i øjenhøjde med sit publikum, hvor der i øvrigt også er plads til både mor, far, klasselærer, pædagoger og bedsteforældre.

Find det her: Pilestræde 55A. www.zangenbergsteater.dk

Experimentarium

Undersøg hemmeligheden bag kaospenduler eller magnetiske væsker. Snup en lille lur på en fakirseng eller sæt gang i en gejser. Experimentarium er et slaraffenland for de mindste naturvidenskabsfolk.

Her er mulighed for at trykke, taste og prøve sig selv af i maskiner, der sætter menneskekroppen, kloden og fysiske fænomener under lup. Flere tusind kvadratmeter sydende, boblende, kriblende, krablende science-center med en eller to årlige særudstillinger, der kan gøre selv voksne til små nørder.

Find det her: Trangravsvej 10, www.experimentarium.dk

Experimentarium er en perfekt oplevelse  for børn i alle aldre

Experimentarium er en perfekt oplevelse for børn – Alamy/All Over Press

Tivoli

Tivoli er Danmarks mest besøgte attraktion, kendt over hele verden, og for mange er en tur i København ikke fuldendt, førend der er sat flueben ved en visit i den gamle forlystelseshave. Også københavnerne elsker denne eventyrlomme midt i byen, som med et miks af adrenalinmættede forlystelser, kitschede spilleboder, børneunderholdning, koncerter samt gode (og mindre gode) spisesteder rummer sit eget univers.

For de mindste er det forlystelser med forjættende navne som Den flyvende kuffert, Det gyldne tårn, Dragebådene og Himmelskibet, der trækker, men heller ikke radiobilerne eller den 100 år gamle trærutsjebane går nogensinde af mode. Den romantiske Tivoli-sø vidner om grundens fortid som en del af Københavns fæstningsanlæg.

Find det her: Tivolis Hovedindgang ligger ud til Vesterbrogade 3, men der er flere alternative ind- og udgange. www.tivoli.dk

Tivolis forlystelser

Tivoli i en hyggelig juletid – 4Corners/All Over Press

Planlægger din rejse til København – praktisk information

Find ud af hvordan du kommer nemmest og hurtigst til København med fly, tog eller bil – og hvordan du kommer nemmest fra lufthavnen til centrum.

Med fly

Du kan nå København på en halv eller en hel time på de daglige afgange fra indenrigslufthavnene i Danmark – Aalborg, Århus, Billund, Bornholm, Karup og Sønderborg.

Fra Københavns lufthavn er der kun få minutter med tog eller metro til Københavns Hovedbanegård eller Nørreport. Tog og metro kører ofte, og billetter købes over perronen i Terminal 3 hos billetkontoret eller i automaterne.
Her er der også mulighed for at købe et CPHCard (se nedenfor), som giver fri transport i hele hovedstadsregionen samt fri entré til mere end 70 museer og seværdigheder.

Vil du med taxi, holder de uden for ankomstområderne ved Terminal 1 og 3, ligesom busserne 5a, 35 og 96N kører mod centrum. 35 dog kun til Islands Brygge.

Med tog

Der er adskillige daglige forbindelser til og fra resten af landet samt Malmø. Det tager ca. tre timer at komme fra Århus til København, fra Odense ca. halvanden time, og fra Malmø skal du regne med 35 minutter. Københavns Hovedbanegård ligger et stenkast fra Tivoli og turistinformationen.
Billet- og pladsbestilling samt information om tider på tlf. 70 13 14 15. Tjek også www.dsb.dk

I bil

Den hurtigste vej til København fra Jylland eller Fyn går over Storebæltsbroen. Fra Sverige, Norge eller Finland er det nemmest via Øresundsbroen. Alternativt kan man i Jylland tage bilfærge fra Ebeltoft og Århus til Sjællands Odde, hvorfra der er ca. halvanden times kørsel til København, og i Sverige tage bilfærgen fra Helsingborg til Helsingør.

Mere om bro- og færgeforbindelser på www.storebaelt.dk, www.oeresundsbron.dk, www.mols-linien.dk, www.hhferries.se.

Godt at vide – rabat på transport

Det er ikke billigt at køre med de offentlige transportmidler i København. Benytter du dem mere end en håndfuld gange, kan det betale sig at sætte sig ind i, hvilke rabatter, du kan få.

24-TIMERS BILLET
24-timers billetten koster 130 kr. og giver ubegrænset adgang til bus, tog og metro i hele hovedstadsområdet i et døgn. Du kan tage to børn under 12 år gratis med på sin 24-timers billet. Børn under 16 år kan købe en 24-timers billet til halv pris.

CITY PASS
City Pass giver ubegrænset adgang til bus, tog og metro i centrum af København samt til og fra lufthavnen (zonerne 1, 2, 3 og 4). Du kan købe City Pass til 24 eller 72 timer til voksne (75-190 kr.) og børn under 16 år (40-95 kr.).

FLEXCARD 7 DAGE
På et FlexCard er det muligt at rejse ubegrænset med bus, tog og metro i syv dage i det antal zoner, du betaler for. Du kan tage to børn under 12 år gratis med på sit FlexCard og to børn under 16 år kan rejse sammen. Kortet kan deles mellem flere, der rejser på forskellige tidspunkter.

COPENHAGEN CARD
Copenhagen Card fås bl.a. på Copenhagen Visitor Centre over for Tivoli, i lufthavnen, på større togstationer samt på en del hoteller. Foruden fri entré til mere end 70 museer og seværdigheder, giver det bl.a. også fri og ubegrænset transport med tog, bus og metro samt rabat på billeje og visse restauranter.

Der findes et for voksne (over 16 år) og børn (10-15 år). Med voksenkortet får du frit to børn under ti år med. Kortet fås til enten 24, 48, 72 eller 120 timer til både voksne og børn. Priserne ligger på mellem 299-749 kr. for voksne og 159-349 kr. for børn alt efter hvor mange døgn du har brug for. Det er forholdsmæssigt en del billigere at købe til to eller flere dage. Få mere information på www.copenhagencard.dk eller www.visitcopenhagen.dk

About The Author

Jeg har nydt at rejse i rigtig mange lande, og min liste af favorit lande er næsten ligeså lang. Jeg elsker at besøge fantastisk natur, kultur og møde dejligste mennesker på mine rejser. Min kærlighed til verdens have er næsten lige så stor om min kærlighed til at rejse, derfor er mange rejsemål bestemt ud fra lækre strande, flotte koraler og den bedste dykning. Mit yndlingsrejsemål er Indonesien. Jeg elsker at rejse rundt i dette kæmpe land og opleve naturen og befolkningen som altid er meget venlige og gæstfrie. De ser ofte en stor ære i, at vise deres land frem og give deres gæster en god oplevelse med hjem.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.