Ski er i mine øjne livsfarlige brædder, som man kun bør spænde på, hvis man er nordmand eller af alpint tilsnit.

Men gode, lange vandreture i smuk og helst snefri natur er til gengæld lige noget for mig – og det er der masser af muligheder for i sommer-Østrig.

Tekst af Susanne Gustafsson

Her står jeg så i den lille by Brixental i Kitzbüheler Alpen i Tirol, som det kaldes i Østrig, med den ægte vare hele vejen rundt om mig. Jeg er omgivet af de grønneste bjerge i verden og bjælkehytter, der ligner kukure med deres udskæringer og overdådige, blomstrende altankasser.

Det ligner lidt noget fra en modeljernbane – pertentlig orden hersker overalt, og jeg tror, alle græsstrå på plænerne må være nøjagtig lige lange. Dresscoden er nem at overholde, for til hverdag har de praktiske og tilsyneladende evigt vandrende eller cyklende østrigere sportstøj på, og til fest får den fuld skrue i Dirndlog Lederhosen.

Min Østrigs-tur er tænkt som en øjenåbner mht. vandre- og cyklemuligheder i området, og det bli’r det, for her er virkelig dejligt.

Familietur til tyrol

Tag familien med på vandretur – Alamy/All Over Press

SERIØS VANDRETUR

Af sted går det fra morgenstunden med rygsæk, vandresko, tøj i flere lag, kamera og vandflaske. Jeg føler mig ret vandreagtig. Målet er bjergtoppen Hohe Salve, og vi maser os opad i timevis med en fuldstændig upåvirket guide, der ser glasagtigt uforstående på os, når vi beder om en pause.

Læs også Vandre- og Løbeture på Fuerteventura

Svedige når vi halvvejs op på bjerget på rystende ben, og under os breder den grønne dal sig som en suveræn undskyldning for at stoppe op og nyde udsigten, mens pulsen kommer nogenlunde på plads. Vi får dog en lige lovlig lang pause i krydderihaven Obertreichl, hvor den krydderurte-nørdede ejer fortæller om hvert eneste af sine urtebørn (og der er mange), og hvad de lige netop er godt for. Forelæsningen vil ingen ende tage, og jeg vil ikke anbefale et stop her, hvis der skal vandres igennem resten af dagen.

For der er ingen kære guide, så opad fortsætter det i timevis over Filzamsee, hvor bjergene åbner sig mod en ny og endnu smukkere udsigt, og hvor det på et nogenlunde plateau-agtigt område i det mindste ikke går opad hele tiden. Det er godt, vi har de mange lag tøj med, for der er køligt deroppe.

Vandretur til toppen af tyrol

Oplev den fantastiske udsigt – Alamy/All Over Press

PÅ TOPPEN

Endelig når vi – godt sultne – op til Hexenwasser, et kæmpestort oplevelsesareal for børn og voksne, og det sidste stykke op til Hohe Salve får vi nådigst lov at tilbagelægge i skilift, og det påskønner vi virkelig.

På toppen af Hohe Salve spiser vi frokost, og menukortet frister bl.a. med wienerschnitzel i væg til væg-mål. Det kan den ene af mine mandlige rejsekammerater naturligvis ikke stå for, og han kæmper sin kamp, mens vi andre nyder et mere overskueligt pølse-oste-bræt og labber udsigten til endeløse bjergtoppe i os.

Oplev en Sund og Aktiv Ferie i New York

Vi kan lige akkurat skimte toppen af Grossglockner, den højeste af dem alle, i det fjerne.

Klokken er omkring 16, før vi forhandler med den toptrænede guide, der mener, vi skal GÅ ned igen, mens vi ved tanken om endnu 3 timers vandring insisterer på svævebanen. Vi er flest, så vi vinder, og vi får grinet godt, da hun fortæller, at hun aldrig har taget svævebanen ned fra en vandretur før. Så får hun lært dét.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.